Noter til John af Joan Didion

Ærligt talt har Noter til John efterladt mig temmelig splittet. Jeg har lyst til at give forskellige karakterer til bogen.

Da jeg først startede på bogen, tænkte jeg ”Hold da k.. en dårlig bog”. Så besluttede jeg at læse værket som det, det er, nemlig en samling noter. Det er nogle helt igennem fantastiske noter. Joan Didion må siges at have været meget engageret i det terapiforløb som noterne handler om, og som en mor, der personligt har en hel del i bagagen, kan jeg i den grad sætte mig ind i mange af Didions overvejelser i forhold til hendes egen rolle som mor og om, hvad der har motiveret hendes adfærd.
Som her, hvor psykologen på baggrund af nogle af hendes overvejelser og beretninger om egen opvækst siger:
””Selvfølgelig føles det ikke sådan for dig. Uanset hvor meget ret du har, vil det aldrig være nok til, at du får det godt med dig selv. Der findes en bestemt type familier, der fremmer personligheder som din. Børnene i de familier tror, at hvis de har ret, så vil de blive elsket. Så vokser de op og forstår ikke, hvorfor det, at de har ret, ikke får andre til at elske dem. For det gør det ikke….De kan ikke acceptere andres fejl, for de kan ikke acceptere deres egne.””

Noter til John er således smækfyldt med betragtninger, der set med mine øjne giver ufatteligt meget mening, og som sådan er berigende for mig at læse, personligt, og bogen / noterne ville som sådan på indholdssiden få topkarakter, uanfægtet at formen er dødirriterende, det er ganske simpelt IKKE en bog. Men i en tid med mange nye genrer der skyder frem, er det måske heller ikke super relevant om værket følger en form jeg som læser umiddelbart synes om.

Det sidste aspekt, der har fået mig lidt op at køre, er det etiske aspekt. Jeg har ikke læst andet af Joan Didion, men kan hurtigt google mig frem til at hun har udgivet andre værker, der er meget private, dog har de været langt mere bearbejdede. Noter til John er udgivet posthumt. Ville Joan Didion have brudt sig om, at det blev udgivet?

Kathrine Tschemerinsky skriver i sin anmeldelse af bogen i Weekendavisen d. 23. maj 2025, ”I1998 kritiserede den amerikanske forfatter Joan Didion i artikelform en posthum udgivelse af sit store litterære forbillede, Ernest Hemingway. Hvad bilder folk sig ind sådan at kloge sig på, hvornår en forfatters tekst er klar til at blive delt med resten af verden, raser Didion på sin karakteristiske tilbageholdende facon.” For så vidt dette er sandt, så må vi som læsere tænke, at trods Didion ikke efterlod sig nogle anvisninger sammen med noterne til John, så var det netop noter. Vi må også tænke, at i og med at hun tidligere har udgivet meget personlige, men bearbejdede beretninger i bogform, så har den meget perfektionistiske og vel nærmest kontrolbesatte Didion ikke haft til hensigt at udgive noterne. Som sådan tænker jeg, at Gyldendal har et etisk ansvar til at afvise at udgive bogen uagtet hvad slægtningene ønsker.

Alt i alt må jeg konkludere, at mine tre stjerner er et kompromis. Formmæssigt er jeg på to stjerner. Indholdsmæssigt er jeg klart på fem stjerner. Etisk er jeg på 0 stjerner.

Lån bogen på biblioteket