Gulag øhavet, bind 5 : 1918-1956 : et forsøg på et kunstnerisk studium af Aleksander Solsjenitsyn

Bind fem har vægt på to for gulag helt utænkelige begreber: fangeoprør og flugt. Flugtforsøgene fortælles af flugtakrobaterne selv, – Solsjenitsyns værk er baseret på cirka 250 andre fangers beretninger og her overlades ordet i flere kapitler til andre. Der fortælles på en så medrivende og spændende facon at man vitteligt sidder med hjertet oppe i halsen når de flygtende skjuler sig i mudderhuller, forfølges af riffelbevæbnede vagter og hunde. Eller udsætter for tortur. Sengelæsere vil se deres nattesøvn kraftigt reduceret. Og det er dygtige folk der udtænker helt geniale flugtforsøg. Det mest spektakulære er en flok håndværkere der lykkes med at bygge en hemmelig væg, bag hvilken de placerer en stige, til ubemærket transport af jord fra deres tunnelgraveri til barakkens loft. Og så er der serieflugtakrobaten Georgij Tenno. Han kan ganske enkelt ikke leve to sekunder uden at tænke på flugt, og han er en gudsbenådet fortæller. Det eneste der er givet på forhånd er at han overlever. Men lykkes han med at flygte?

Undervejs i de fire foregående bind har man måske spurgt sig selv om der dog ikke et eller andet sted var nogen der slog igen? Og jo, det kommer Solsjenitsyn til her:

For Stalin var forfølgelsen og fængslingen af de ‘politiske’ ikke længere nok. I sin iver for at nedkalde det yderste helvede over de almindelige (og altid uskyldige) såkaldt ‘politiske’ fanger, beordrede han opførelsen af Særlejre: lejre kun for de politiske. Her var ingen af de socialt nærstående, dvs. tyve, overfaldsmænd, seksuelle krænkere, voldtægtsmænd og mordere. Næh, det var kun for de allerværste skurke. Altså den almindelige russiske borger.

Særlejrene gav imidlertid bagslag, for uden de forhærdede kriminelle til at gøre livet i barakkerne ulideligt om natten, begyndte de politiske rent faktisk at være politiske. I straffelejrene fik de endeligt nok. Begyndte at tale frit med hinanden uden at vagterne vovede at gribe ind. At tænke, at finde sammen i åndelige og nationale fællesskaber. Snart begyndte en stærk gruppe af kazakstanere at myrde stikkere.  Det var efterhånden kotyme at stikkerene blev fundet døde om morgenen med en hjemmelavet kniv i ryggen. Snart begyndte man dog at beholde våbnet efter drabet, der var flere stikkere at gøre op med. Og snart bredte den sport til andre grupper: stikkerne var et døende folkeværd, så de til sidst meldte sig ved kommandanten for frivilligt at gå i straffecelle.

Det kunne selvfølgelig ikke tillades at fangerne begyndte at sige fra, og selv Stalins død gjorde ikke lejrfangens liv bedre. Og spørgsmålet er vel om der ikke stadig er lejre i Rusland. Putins Rusland. Mon ikke?

Solsjenityns litterære studie bør læses for det opråb mod totalitarismen som det er.

Lån bogen på biblioteket