Livet i Paradis af Jens-Martin Eriksen

I slutningen af 60’erne starter romanens jeg-fortæller på Flakkebjerg kostskole, samtidig med Heilmann, som bliver hans værelseskammerat. Heilmann passer ikke helt ind i den kristne skoles normer med sit englehår og amerikanske armyjakke med broderet fredstegn på ryggen. De to fortabte drenge bliver hurtigt venner i denne nye lukkede verden, hvor den kristne moral tordner mod abortlovgivningen og frigivelsen af pornografien, alt imedens verden udenfor er i gang med at forandre sig. Der er dog en enkelt lærer med mere frisind, som lader drengene gå i sauna og bagefter løbe nøgen rundt ude i sneen, men fortælleren fornemmer der ligger mere bag end bare leg, dog uden at kunne sætte ord på det.

Lige da jeg startede på bogen, gik mine tanker tilbage til Adolph Stenders (1876-1946) kostskole serie “Frisk Mod”, “Skolekammerater”, “Drenge er drenge” og “Målet nået”, som jeg slugte i min barndom. Serien foregår på Sorø Akademi og er fuld af drengestreger, tugt og alvor. Men det står hurtigt klart, at det er ikke den type kostskolebog jeg er gået i gang med. Livet i Paradis er derimod jeg-fortællerens tilbageblik, dels på en skole men også på en tidsånd, og de brydninger, der prægede slut 60’erne. Jo vist, der er lidt drengestreger i den, men elefanten i rummet, det som er handlingens omdrejningspunkt, kommer aldrig rigtigt i spil. Jens-Martin Eriksens kredser omkring emnet uden at få det italesat, og det efterlader hele læseoplevelsen med en lidt flad fornemmelse. Rigtigt ærgerligt, da der er mange gode frekvenser i bogen, mange ting jeg som læser sagtens kan spejle mig i og endda også genkende fra min ungdom. Især de politiske vinde med Mao og DKP samt udlængslerne, drømmen om at tage til Cuba og høste sukkerrør eller til Israel i kibbutz (dengang var kibbutz at sammenligne med et socialistisk kollektiv, i dag er de fleste privatiserede). Det er en nemt læst bog, den mangler desværre bare det sidste lille løft, så den havde stået skarpt. Men hyggelig efterårs læsning.

Jens-Martin Eriksen (1955) har hovedfagseksamen fra Århus Universitet i 
Dansk sprog og litteratur, og debuterede i 1985 som skønlitterær forfatter med NANI og har i dag mere end 25 værker bag sig. Hans forfatterskab er oversat til flere sprog. Derudover har han sammen med Frederik Stjernfelt skrevet flere reportage- og essaybøger, bl.a. ‘Hadets anatomi’ og ‘Adskillelsens politik’. Eriksen har modtaget adskillige priser og hædersbevisninger, bl.a. Statens Kunstfonds livsvarige hæderslegat samt Jeanne og Henri Nathansens mindelegat og Det Danske Akademis Beatrice-pris.

Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt af forlaget Alhambra, hvilket dog ikke har påvirket min bedømmelse af bogen.

Lån bogen på biblioteket