Den himmelske freds plads af Lai Wen

Lai Wen er et pseudonym, for selvom massakren på den himmelske freds plads med det ikoniske billede af et ungt menneske med en bærepose i hånden, stående foran en konvoj af tanks måske nok fylder meget i nogle menneskers bevidsthed, så er det i Kina stort set lykkedes at slette episoden, oprørene og den lange strejke fra historien og markeringen af årsdagen for den 4. juni 1989 er forbudt.

Lai Wens bog handler om strejken og massakren, men også om meget mere. Således er den første del af bogen fortællingen om den unge Lai, hendes liv med en lillebror, far, mor og mormor, der alle bor i en lille lejlighed i et lydt lejlighedskompleks. Den unge Lai nyder at slippe væk fra komplekset og især den meget dominerende mor, så når moren er optaget af andre ting og Lai kan lokke mormoren til at give tilladelse til at smutte ud på gaden søger hun hen til et nærliggende område, hvor hun leger med en lille gruppe af venner.

Lais relation til den oprørske og ligefremme mormor er overordentligt tæt og derfor er det også et voldsomt slag for hende, da mormoren bliver dement. Der er mange utroligt smukke passager i bogen, men der hvor Lai gør sig tanker om glemslen står lysende klart for mig, fordi det er så smuk en beskrivelse og så reflekterende:

”Jeg var opmærksom på, at hun havde brugt min mors navn. Hvordan det i de øjeblikke var, som om hun havde talt til en anden og gentaget bitre skænderier fra en svunden tid. Jeg var opmærksom på, at hun havde mistet min bror af syne i parken nogle uger forinden. Jeg var opmærksom på et væld af andre små misforståelser og fejl, hun havde begået.
Nogle gange mærker vi den mørke skygge af ventende begivenheder komme listende, men i travlheden og i nuets lys – i vores vaner og i dagligdagens trummerum – overbeviser vi os selv om, at mørket i periferien ikke for alvor er der…. Og vi ignorerer den dybere, mere fundamentale stemme. Den der fortæller os, at de (forglemmelserne. Red.)  er vigtige.”

Den himmelske freds plads handler om Lais barndom og ungdom. Om hendes voldsomme kærlighed til Gen, hendes møde med en gammel boghandler, der mener, at vigtige bøger skal i omløb og læses, det skælsættende møde med Madam Macaw. Det er en bog med mange personer og begivenheder men vigtigst af alt med maleriske beskrivelser af mennesker, følelser og tanker.

Normalt er jeg voldsomt irriteret på den bølge af autofiktion der insisterer på, at jeg som læser ikke skal tænke over præcis hvor meget af de beskrevne, der er virkeligt og hvor meget der er en videredigtning, men af uvisse årsager er dette ikke så vigtigt for mig i Den himmelske freds plads, trods alt kan man sige, dette værk er baseret på virkelige følelser.

Lån bogen på biblioteket