215
1998
8774457837
1.
‘Glasvæggene’ var min farbrors 12. bog. Inden sin død i 2006 fik han udgivet 18 bøger, fortrinsvis romaner men også en digtsamling, en bog med essays, en børnebog, en biografi om Johannes V. Jensen og en selvbiografi udkom posthumt.
‘Glasvæggene’ foregår i et tidligere pensionat i en lille kurby i Tyskland lige efter 2. verdenskrigs afslutning. Huset er beboet af mange skæbner, og 11 af dem er de skiftende fortællere i bogen. Man skal ikke lade sig skræmme af 11 forskellige fortællere, det bliver gjort på en helt filmisk måde, så historien bliver bundet sammen i en glidende bevægelse. I huset møder vi bl.a. ejeren, der kigger forgæves på den tomme plads på væggen, hvor billedet af Hitler har hængt. Hun styrer huset med hård hånd. En tidligere greve med en anden historisk tilgang til nazismen bor også i huset. Derudover bor der en prostitueret, en tidligere SS’er, en mor med sine 3 børn, en jøde der har været i Auschwitz og en lærerinde, der evner at formilde den ellers spændte stemning i huset. Derudover bor der en uhyggelig skiderik i kælderen.
Bogen har flere spændingselementer, som bl.a. forholdet mellem jøden og SS’eren, men ellers ligger dramaet i hverdagens små ting; den evige kamp om kullet til de ineffektive kakkelovne, en spirende forelskelse, ulykkelig kærlighed og fortidens skygger der plager flere af beboerne.
Mine bedsteforældre flyttede til Tyskland i 1943 med min far og hans storebror. Det har undret brødrene, at de tog så drastisk en beslutning. Det har givet inspiration til flere af Vagns bøger og han forsøger at belyse årsagen i selvbiografien, ‘Parentesen’.
Huset som de boede i, er det samme som bliver brugt i ‘Glasvæggene’, men ellers er historien opdigtet, selvom den langtfra virker usandsynlig. Man bliver grebet af de små hverdagsdramaer som var det cliffhangers i en film. Farbror Vagn mestrede at sætte sig ind i forskellige menneskers sind og tankegang, og det er så godt fortalt, at man suser gennem bogen på kort tid.
Jeg må indrømme, at jeg sikkert aldrig ville have fået øje på disse bøger, hvis ikke det var min farbror, der havde skrevet dem. De står dog for mig som en lille skat, jeg engang imellem må vende tilbage til.
Jeg må slutte med ordene, som jeg sikkert må huske i alle anmeldelser af Vagns bøger, at det er mit håb med denne anmeldelse, at andre får lyst til at læse farbror Vagns bøger. Jeg bevæger mig lige på kanten af nepotisme, men jeg får dog intet andet ud af at anmelde hans bøger, end glæden over måske at inspirere andre til at læse dem!!