358
2023
978-87-02-39436-8
Originaltitel fremgår ikke af bogens inderside (Natterædsel eller Mennesker er dyr, der handler med hinanden)
1. udgave, 1. oplag
”Natterædsel” af Aleksa Okanovic er et meget fint eksempel på at det kan være en god ide, at åbne sine øjne for nye forfatterskaber.
Vi befinder os i Polen i 1942. Anden verdenskrig raser i Europa og flere millioner mennesker lever under kummerlige forhold, måske især de mennesker, der er havnet i kz-lejrene. Vi kan alle sammen se de uhyggelige billeder for vores indre blik.
En ung tysk revisor ved navn Sebastian Schultz er kz-lejrkommandant. I stedet for at bo i en lille, slammet lejlighed i Berlin har han og hans familie pludselig fået en stor villa med stor have stillet til rådighed efter at være blevet lejrkommandant. Spørgsmålet er bare om man kan se sig selv i øjnene ved på den måde at lukrere på andre menneskers ulykke? Spørgsmålet er bare, om man ikke som enkelt individ alligevel har et personligt ansvar for at sige fra over for uhyrligheder?
Sebastians 3-årige søn begynder efter kort tid at lide af mareridt for selv et barn kan sagtens forstå, at noget er rivende, ravende galt der hvor de er landet, også selvom det ikke går direkte ud over dem selv. Han skriger om natten – regulær natterædsel. Forældrene ønsker naturligvis at hjælpe deres barn.
Forældrene ønsker at finde en psykolog blandt de indsatte i lejren – og det lykkes at finde Adam Ziegler ud af hans barak. De laver en lokumsaftale – du hjælper vores søn, for hver samtale med vores søn reddes en jøde ud af lejren og du er i øvrigt også selv i sikkerhed så længe du hjælper vores søn. Det kommer vel ikke meget tættere på, at være en ekstra udnyttelse af et andet menneske for egen vindings skyld og det er naturligvis en no-brainer for Adam Ziegler, der giver sig i kast med opgaven.
”Natterædsel” er på alle planer en ubehagelig roman at læse. Igen kan vi jo alle sammen huske hvordan jøderne blev behandlet kummerligt og nedværdigende under krigen og det står jo i endnu mere frisk erindring når man læser en roman, der er både realistisk, velskrevet og på alle måder troværdig.
Jeg vil næsten beskrive romanen som en slags mareridt på skrift, det er længe siden jeg har læst en bog, der er så solidt gennemarbejdet som denne. Bogen er i den grad velskrevet og er en regulær page-turner og jeg kan i virkeligheden ikke anbefale bogen helt nok.
Helt klart en bog, som jeg vil genlæse og meget gerne vil anbefale andre at læse.
Anmelderbog