Hos os i Auschwitz af Tadeusz Borowski

Mennesket gør desperate ting når det sulter. Når det er i nød. Når det ikke har et valg. Og de havde ikke et valg, dem der sad i koncentrationslejrene. Nogen var med til at slå andre ihjel, nogen var med til at udføre forsøg på andre mennesker, nogen var med til at lyve og stjæle for egen vindings skyld, og så videre, og så videre.

Her får man helt råt for usødet en personlig beretning om livet bag hegn og mure. Om at der selv om alle var fanger, så stadig var forskel. Noget man måske ikke kan forstå når man som læser prøver at forsåt at man ikke hjælper hinanden altid. Men selv fangerne var ikke altid flinke ved hinanden, for man vidste aldrig hvad man risikerede. Og vores hovedperson her er heller ikke helt fin i kanten. Men han gjorde hvad han kunne for at prøve at overleve. Også når det betød at han måtte gøre ting ved andre som han ikke havde lyst til.

Det er en frygtelig historie og det at man ved at den er sand, gør det næsten umenneskeligt svært at læse sig igennem, for her kommer detaljer fra lejrlivet, som man faktisk ikke ønsker. Man kan nok forestille sig noget af det og det at få det sort på hvidt gør det svært at kapere. Men det er samtidig ærligt og til trods for det kan føles ubarmhjertigt, så giver det en sympati for både forfatter og andre fanger. For det var helvede på jord de måtte igennem og en gang imellem var det nok mere menneskeligt at man ikke klarede den. Forfatteren selv endte da også sit eget liv efterfølgende, for han magtede ganske enkelt ikke livet i den almindelige form. Han var en ødelagt mand som trods alt gjorde sit for at sørge for at der var og er et personligt testamente over hvad det ville sige at have siddet i koncentrationslejr.

Hård læsning. Fantastisk at han alligevel havde overskuddet til at sørge for at vi andre kan få kendskab til en af de mest grusomme ting i verdenshistorien.

Anmeldereksemplar.

Lån bogen på biblioteket