Elleve dage i Berlin af Håkan Nesser

“Elleve dage i Berlin” er en aparte bog; magisk og kærlig, ret eventyrlig og en lille smule fjollet. Forestil dig en fortælling af Astrid Lindgren skrevet for voksne, der savner deres barndom.

Ingen tvivl om, at bogen er en hyldest fra den gamle krimisnedker og historiefortæller Håkan Nesser til hans elskede landsmandinde. Hun er citeret i indledningen, hvor hun taler varmt for tolerance over for det glade vanvid, og hendes fantastiske fabel “Brødrene Løvehjerte” nævnes mere end én gang undervejs.

Faktisk er det indirekte “Brødrene Løvehjerte”, der er skyld i, at den kloge, tyske pige, Beate, der er lænket til en kørestol, og svenske Arne med det store hjerte og den lidt træge tankevirksomhed møder hinanden. I Berlin, hvortil Arne er rejst for at opfylde sin fars sidste ønske.

Ønsket var at overrække en særlig trææske til Arnes mor, der flygtede til Tyskland med en trubadur kort efter Arnes fødsel. Hvad æsken indeholder, ved hverken Arne eller læseren før sent i handlingen, men det er en ikke uvæsentlig rekvisit.

Nesser giver sig god tid. Den lidet tyskkyndige Arne skal igennem mange muntre sprogforbistringer og hyggelige måltider, før historien tager fart. Anskaffelsen af et par gule sko i det store varehus KaDeWe skal vi også have med, ingen smalle steder her.

Undervejs, mens de elleve dage i Berlin efterhånden går hurtigere og hurtigere, træder en gal videnskabsmand ind i billedet, en usædvanligt tam due pikker på hotelvinduet, en truende hekseproces tilbage i 1600-tallet bliver pludselig aktuel – og Arne, der nok er langsom, men bestemt ikke dum, nyder i fulde drag, at der endelig sker noget i hans liv.

Også læseren nyder det sørgmuntre eventyr og den rare Berlinerstemning, omend man måske i starten tager sig i at ønske bare en anelse mere fart over feltet. Men pyt, hvad skal vi nå? Vejen er jo målet i sig selv.

Lån bogen på biblioteket