0 kommentarer

Det 27. bogstav af Stephen Desberg

af d. 18. februar 2023
Info
 
Forlag
Omslag
Sideantal

52

Udgivet

2023

ISBN

9788775980048

Originaltitel

La 27e lettre - Oversat af Claus Fenger - Tegnet af Will

Udgave

1. udgave

 

Hvis jeg gik rundt i en tegneseriebutik og osede, ville jeg nok være gået forbi Det 27. bogstav, selv om det er en flot og interessant forside, så kan jeg allerede fornemme den lidt karikerede og barnlige tegnestil, som jeg kun holdt af i barndomsårene. Jeg erkender, at det er en fordomsfuld og nedværdigende holdning, og albummet her gør mig også til skamme, for der gemmer sig en utrolig smuk og vedkommende historie i siderne.

Vi befinder os i mellemkrigstidens Berlin, hvor den forældreløse dreng Fred er her, der og alle vegne, kender enhvers hemmelighed og underholder gerne med en utrolig historie, mens han lister tegnebogen ud af den lyttendes lomme. Han møder en skuespiller, der tager ham med på et bordel, hvor kvinderne straks tager purken under deres vinger. De lærer ham at læse og ikke at lytte til klientellets idiotiske livsråd. Her vokser han op, møder sigøjnerpigen Lizzy der introducerer ham for den store magt, som kvinder har overfor mænd. Men idyllen brister, da det 27. bogstav dukker op, i form af det hæslige svastika.

Det er ganske enkelt en gribende, hjertevarm og smuk historie, som Stephen Desberg har skrevet. Albummet udkom tilbage i 1990 og er en lille overset perle. Faktisk er det andet bind i en trilogi, selvom man ikke bemærker det, men jeg gad godt at se de andre bind i serien.

Man forelsker sig hurtigt i den lille purk, der optræder gammelklog og fræk på samme tid, men som viser sig at have et stort hjerte. Hans fantasi får statuer til at tale og den redder også bordellet og hans mange mødre, selvom første side også gør det klart, at bordellet ikke overlever englændernes granater, men alligevel bliver historien fortalt af en af de overlevende prostituerede.

Desberg kender vi på dansk bl.a. fra serien Skorpionen, og Willy Maltaite har tegnet en del i serien Tim og Thomas samt Isabelle, jeg husker begge serier svagt fra min barndom.

Jeg grubler stadig over min nedladende holdning til tegnestilen, der sikkert bunder i en tanke om at den karikerede stil kun henvender sig til børn, og i dette album kan det ikke være mere forkert. Da historien først griber mig, så glemmer jeg hurtigt min længsel efter mere autentiske tegninger. Will mestrer stilen perfekt, og det er både smukt og virkningsfuldt.

Fortællingen er for mig et møde mellem filmene Pans labyrint og Drengen i den stribede skjorte, og Det 27. bogstav kunne også sagtens filmatiseres.

En blændende læseoplevelse!

Anmeldereksemplar.

Lån tegneserien på Bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter