Røde måne af Jørgen Steines

Røde måne er en fortsættelse af Sandhedens labyrint.

I en tid, hvor vi debatterer, hvor meget en forfatter må trække på sandheden og hvor man lader til at mene, at læsere / seere / lyttere tror, at de kender hele sandheden, hvis de blot har kendskab til et værk om en given begivenhed, person eller periode er det befriende med et værk, hvis titelblad åbent fortæller, at det er kontrafaktisk. Dog forekommer handlingen mig lige så svært gennemskuelig som jeg forestiller mig at efterkrigstiden rent faktisk var.

Johann er tysker. Han tror ved bogens start, at han endelig har fået en ferie og nyder samværet med sin kone og sine tre børn. Hurtigt viser det sig dog, at hans chef Canaris har planer med Johanns tilstedeværelse der, og snart er Johann i besiddelse af dokumenter, og en virus, som alle lader til at ville have fingre i. Tyskere, russere, englændere og amerikanere alle er de interesserede i de raketter der skal affyres fra Peenemünde med forskellige bagtanker forstås.  Canaris balanceres tilsyneladende på en knivsæg, hvilket kommer til udtryk i hans samtale med en hr. von Braun:

””Jeg brugte mine kontakter,” forklarede Canaris. ”Russerne skyldte os en tjeneste.”
”En kunst, De mestrer, hr. admiral. Jeg er stadig overrasket over de allieredes tolerance.”
”De allierede ved, hvilken indsats ledende personer i Abwehr ydede i deres modstand mod styret.” Canaris lagde sin hånd på Johanns underarm. ”Ikke mindst hr. Richter.”
Von Braun nikkede anerkendende.
”Det er der vist ikke mange, der kender til. Men hvad laver I så nu?”
”Rapporterer,” svarede Canaris. Russerne får fortiden, amerikanerne og englænderne får lidt mere.”
”Og det accepterer alle?”
”Indtil videre. Situationen i Tyskland har udviklet sig til en stirrekonkurrence mellem vestmagterne og Sovjetunionen.”

Jeg skal ikke afvise, at Røde måne måske havde været nemmere for mig at læse, hvis jeg havde læst Sandhedens labyrint. Men når alt kommer til alt, så forvirrer den tunge dialog mig og jeg lærer aldrig rigtig personerne at kende, kun deres handlinger. Derudover irriterer hovedpersonen mig grænseløst. Han er uophørligt jaloux, når hustruen Erika taler med von Braun. Han lægger i forskellige situationer mærke til små, vigtige detaljer, kun for at glemme dem igen på et splitsekund, er manden uintelligent, har han tidlig alzheimers eller bare hukommelse som en guldfisk?

Jeg finder plottet i Røde måne relevant og realistisk og ville måske have holdt mere af bogen, hvis Johann havde været en karakter, som det virkede troværdigt at overlade så stort ansvar til og hvis jeg som læser havde fået et større indblik i de forskellige personer. Hvis jeg følte at jeg kendte de forskellige karakterer bedre, tror jeg heller ikke at det ville have været så vanskeligt for mig at hitte rundt i persongalleriet.

Lån bogen på biblioteket