Dit fravær er mørke af Jón Kalman Stefánsson

Jon Kalman tegner en cirkel, der langsomt rammer beboerne i hans nyeste slægtsroman ind. Rammefortællingen om fortælleren med hukommelsestab der nedskriver gamle venners slægtshistorier tager lidt for lang tid at få fokus. Det står klart at en mand der starter ud med en blank hukommelse, kommer til at famle rundt før han kommer i gang og får fortalt om alle de spændende islændinge ved den lille fjord. Der er meget at komme ind på og ind i. Nok også derfor dette er Jón Kalmans længste bog. Til gengæld bliver bogen og dens mange fortællinger stærkere og stærkere. Og stærkere. Jeg overdriver ikke, efter endt læsning føles fraværet af romanen faktisk som mørke.

Det er et gigantisk drama om livet og døden, hvor fortælleren prøver at holde døden stangen, ved at fortælle sine frænders historie og derved holde mindet om dem i live. For man dør to gange. Første gang fysisk, men anden gang mere alvorligt, når ingen længere husker én.

Derfor får vi den mageløse historie om bondekonen Gudrid, der sidst i 1800-tallet skriver en artikel om regnormen. Om præsten Peter der svigter sin familie for Gudrids smil og hendes mand Gisli, der ikke kun mister Gudrid, men også sit land. Og, og, og… helt op til vores tid, hvor fortælleren møder Erik der vælter rundt i vaskeægte islandsk vanvid og skyder efter lastbiler med en riffel. Eller hvad han nu er grebet af. Og fortælleren indfanger Eriks historie baglæns fra Erik, helt tilbage til Gudrids regnorm.

Fortællervinklen har før hos Kalman været de døde der drev rundt mens de betragtede og beskrev verden for os andre. Her er det en fyr der ikke ved hvem han er, hvor og hvad han kommer fra. Er han en parallel til de ukendte skribenter der nedskrev sagaerne, og som ind imellem ikke kunne dy sig for at kommentere på teksten? Dem har vi jo heller ikke noget navn på. Og hans følgesvend, den let opfarende buschauffør og/eller præst, hvem er han? Som teksten skrider frem virker han mere og mere som fortællerens moralske kompas.

Altid poetiske Jon Kalman skriver eminent som vanligt. Ikke knudret som Laxness, selvom der er store fællestræk med nobelprisvinderen, og så kan man jo undre sig over at komitéen ikke har fået øje på den nulevende poetiske islænding.

Jeg kunne skrive herfra og til evigheden uden at yde romanen et snert af retfærdighed. Den har lært mig ting om mig selv, livet og det der kommer efter. Større bliver en roman ikke.

Lån bogen på biblioteket