Nobelprisen
0 kommentarer

Den moderne sang af Bob Dylan

af d. 10. januar 2023
Info
 
Sideantal

339

Udgivet

2022

ISBN

9788743404088

Originaltitel

The Philosophy of Modern Song - Oversat af Jakob Levinsen

Udgave

1. udgave

 

Som inkarneret Bob Dylan fan siden 1980 er Den moderne sang naturligvis en bog der skal læses. De første skrevne ord siden Krøniker i 2004, og meget belejligt oversat og udgivet samtidig med den amerikanske udgave. Jeg er sikker på at Jakob Levinsens oversættelse er perfekt, alligevel bliver jeg som fan nok alligevel nødt til at skaffe mig den originale udgave.

Allerede da indholdsfortegnelsen blev offentliggjort længe før udgivelsen, begyndte jeg at lytte til sangene. Det stod hurtigt klart for mig, at der både var for mig totalt ukendte kunstnere og sange. Langt de fleste sange er fra 50’erne, 60’erne og 70’erne. Der findes utallige playlister på Youtube, Spotify og Tidal, og jeg har læst bogen ved at sætte hver sang på repeat, læse sangteksten for til sidst at læse Dylans ord. Selvsagt kom det til at tage lang tid at komme igennem bogen, min playliste varer alene tre en halv time.

De fleste af de 66 essays er delt op i to, hvor Dylan oftest starter med at sætte sig ind i sangens fortæller og fortolker den, tit i 2. person: ”Du sidder sammenfalden i skyggen, anonym og inkognito, mens du ser alting passere forbi uden at ænse det, sammenbidt – utilnærmelig.” (Fra Ruby, are you mad?) Herefter fortsætter han med at fortælle om sangen, måske dens placering i tiden, eller om kunstnerens liv eller sangens betydning.

Jeg var først bekymret for, om bogen blot var endnu et afsnit af hans radioshow, Theme Time Radio Hour, hvor vi allerede har 102 udsendelser. Men forskellen mellem de shows og bogen er meget befriende, at vi i bogen får Dylans mening om rigtig mange emner. Dylan selv har turneret hvert år siden 1986, kun afbrudt af pandemien, og i afsnittet om Willie Nelsons On the Road Again skriver han bl.a.:

Og så kan der også skrive en anden sang om den egentlige grund til at du ikke kan vente med at komme på landevejen igen. Ingen er sure på dig fordi du ikke gik ud med skraldespanden, bekendtskaber kommer ikke bare uanmeldt forbi, naboerne ser ikke misbilligende på dig hver gang vinden vender. Det særlige ved at være på landevejen er at du ikke er tynget af noget. Ikke engang dårlige nyheder. Du glæder andre mennesker og holder dine sorger for dig selv.”

Den udtalelse kan ses som en forklaring på hans uendelig tourneren og er et sjældens indblik i hans liv og måde at optræde på. Efter den helt fantastiske koncert i Royal Arena 2022 hørte jeg en ung fan brokke sig over, at Dylan slet ikke sagde noget om krigen i Ukraine. Her er en mulig forklaring.

Han kunne måske også bare nærlæse teksten til Masters of War, eller læse kapitel 43 i bogen, der omhandler Edwin Starrs sang, War. Det længste kapitel i bogen hvor Dylan virkelig åbner op for sluserne.

Den moderne sang er et must read for enhver Dylan fan, hvad ikke-fans angår er jeg ikke helt sikker. Jeg fik i hvert fald kendskab til en masse sange og kunstnere, jeg ellers aldrig ville have lyttet til, ligesom hans radioshows gjorde. Ligeledes får man et sjældent indblik i Dylans holdning til mange ting, og ind i mellem undres man også lidt, måske kan nogle ligefrem forarges, som f.eks. når han mener der er stor forskel på hvilke kvinder der kommer til en Stones koncert i fht. hvem der kommer til en Grateful DDead koncert, ”Hos Stones er det som at være til pornomesse.” Ved flere lejligheder synes jeg også han overfortolker sangenes budskaber, f.eks. ved Webb Pierce, There Stands the Glass: ”Han kæmpede som en besat, han stak en bajonet i maven på spædbørn og trykkede øjnene ud på oldinge. Han har været menneskeheden utro og snigmyrdet præster.”

Men mest af alt blev jeg dog stærkt underholdt, lærte en masse nyt om sange jeg hørt før, og fik øjnene op for nye sange og kunstnere.

Anmeldereksemplar.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter