Zahir af Paulo Coelho

En Zahir er en besættelse efter noget som er så langt ude fra din rækkevidde at du hele tiden fokuserer på det. For manden i denne fortælling, som virker selvbiografisk, er hans Zahir hans kone, som forsvandt pludseligt en dag efter 10 års ægteskab. Uden et brev, uden en lyd, tog hun af sted kun med få personlige effekter og sit pas, efterladende sin mand bekymret og en anelse fortabt. Det er ham der fortæller os historien. Ham vi erfarer igennem og med.

Han er en berømt forfatter, selvlært, som igennem tiderne har mistet sig selv lidt undervejs. Hans kone er journalist, krigskorrespondent og i en søgen efter hvorfor hun er ulykkelig når hun nu har alt. I jagten på hans kone – bringes manden langt væk. Både i kilometer og i åndelig udvikling, for hans psykiske udvikling har været glemt alt for længe.

Det er en medrivende fortælling om hvordan man kan lulles så meget ind i hvordan man troede at verden burde være, at man ikke stopper op og tænker på hvordan man selv vil være og agere. Selv noget så vigtigt som kærlighed kan regeres af omgivelserne, når det burde være i en stadig udvikling.

Jeg startede på Zahir et par gange, hvor jeg ikke var klar til en dyb historie om åndelighed, kærlighed og dybe tanker. Det var først her den anden dag at jeg følte mig klar til en lidt mere intellektuel udveksling. Og jeg er glad for at jeg så gik i gang med Zahir, for den efterlod lidt af et indtryk i mig.

Lån bogen på Bibliotek.dk