De tre paver af Thomas Rydahl

’De tre paver’ har tre hovedpersoner, som på skift kommer til orde. Hver person har sin egen stemme, hvor sproget er tilpasset personerne, hvilket fungerer rigtig godt.

Først og fremmest er der Erhard, Eremitten, som vi kender fra de to første bøger, han er godt oppe i 70’erne, lever i skjul i en hippielejr på La Gomera, stadig på flugt fra alt og alle.

På et børnehjem på Fuerteventura, hvor den anden hovedperson, Aaz, bor, bliver en ganske ung pige fundet myrdet. Aaz har set noget – og stikker af fra børnehjemmet. Aaz’ afsnit er bogens bedste. De er skrevet, som man forestiller sig, at Aaz tænker og handler. Korte, barnlige, ufærdige sætninger, præget af, at han er som et lille barn i en voksen krop – og af hans tid på børnehjemmet, hvor han er blevet fyldt med skyld og skam, regler, forbud og straf. Man tror på personen Aaz.

Pesce, søn af en af de tre paver, er anklaget for at have myrdet pigen. Han finder frem til Erhard i hippielejren og truer/lokker ham til at komme med tilbage til Fuerteventura for at bevise Pesces uskyld. Til gengæld vil Erhard igen kunne leve frit på øen.

Så Erhard er tilbage som en slags privatdetektiv, han kører også i denne bog rundt på må og få på Fuerteventura og søger planløst efter både Aaz og pigens morder, mens sandstormen raser og raser.  Undervejs udsættes Erhard for lidt af hvert – han er en gammel mand, udmagret og træt efter lang tid på flugt, alligevel klarer han de utroligste ting: han får bank af et tæskehold, kommer ud af et brændende hus, bliver skudt i låret – bare for at nævne lidt af strabadserne. Samtidig er han nærmest synsk – han kan ’tale’ med Aaz, drengen som ikke taler, han fornemmer, hvor han er og hvordan han har det. Og han ræsonnerer sig til, hvem der slog pigen ihjel. Det går lidt for nemt det hele.

Bogens tredje hovedperson er forfatteren Celeste, en forkælet kvinde, der hidtil har levet i en luxusboble med sine to assistenter og sine hunde, og som plejer at skrive bestsellere, bliver pludselig interesseret i Erhard og vil skrive en bog om ham. At hun skulle være årsag til voldsomme demonstrationer på øen efter et interview, virker meget tænkt. At hun kommer i kontakt med – og udgør en trussel imod – de 3 paver, er endnu mere urealistisk.

Jeg var begejstret for bind 1 i trilogien, ’Eremitten’, jeg var også glad for ‘De savnede’, selv om den ikke var helt på højde med den første. Denne bog levede desværre ikke op til de to første.

Jeg synes ikke, bogens personer er troværdige, der er for meget der ’skurrer’. Samtidig bliver der blandet alt for meget ind i handlingen, der er for mange ekstra historier, der skal fortælles, hvilke fik bogen til at virke rodet – og meget lang.

Lån bogen på biblioteket