Blå toner af Anne Cathrine Bomann

Anne Cathrine Bomann er psykolog og forfatter, og det psykologiske er også omdrejningspunktet i Blå toner, nærmere bestemt sorgen.
Elisabeth mister i 2011 sin søn Vinter. Især beskrivelserne af hendes sorg finder jeg helt fantastiske, som her:

”Bevægelserne sad tilbage i kroppen, og set udefra var meget sikkert det samme. Stå op, gå i bad, spise morgenmad, køre afsted på arbejde. Hendes læber formede sig rutineret om vokaler og konsonanter, hendes fingre frembragte flimrende strenge af tal og bogstaver, der skulle føre hende videre fremad. Men indefra set var det tydeligt. Retningen manglede. ..Vinter var på samme tid blevet ham, der ikke var nogen steder, og ham, der var overalt.”

14 år senere mødes Anna og Shadi temmelig modvillige omkring et projekt orkestreret af Danish Farma og selvsamme Elisabeth. En pille, Callocain, er opfundet og Varig Sorglidelse er ved at blive godkendt som en diagnose på linje med andre psykiske lidelser. Psykologiprofessoren Thorsten er de unge kvinders vejleder, og selvom deres udgangspunkter er vidt forskellige, er de alle tre interesserede i at finde ud af, præcis hvordan Callocain påvirker forsøgsobjekterne inden pillen bliver tilgængelig på det danske marked. Thorsten som selv har været kontakt for en del af forsøgsgruppen registrerer en ændret adfærd hos enkelte af forsøgspersonerne, det er som om deres empati forsvinder gradvist en af dem siger sågar til ham:

””Jeg skal bare høre, hvad der er i de piller, I giver mig. Den flaske smadrede jo fandeme i hånden på mig, jeg anede ikke, man kunne bløde så meget….. Jeg kunne være blevet ved, hvis ikke den flaske var gået i stykker, var jeg blevet ved med at slå! Det er sgu da ikke normalt!”

Blå toner er en velskrevet bog. Jeg holder af, at den er tro mod karaktererne. Som det ses af ovenstående citat fra bogen, kommer personernes sprogbrug og væremåde tydeligt til udtryk, og det er derfor ikke så vanskeligt for mig at følge med, selvom der er flere fortællere. Derudover fortæller kapiteloverskrifterne klart, hvem er de fire hovedpersoner vi følger, og hvilket af de to årstal vi befinder os i.

På trods af at Callocain ikke er opfundet, og Varig Sorglidelse ikke er en diagnose er bogen et relevant indslag i en debat om, hvorvidt vi har en tendens til at sygeliggøre og diagnosticere alment menneskelige vilkår og også almindelig menneskelig adfærd. Dette er den væsentligste grund til at jeg har rubriceret bogen som en Samtidsroman, udover selvfølgelig at den handler om det årti i hvilket den er udkommet.

Lån bogen på biblioteket