0 kommentarer

Bob af Helle Helle

af d. 14. februar 2021
Info
 
Sideantal

160

Udgivet

2021

ISBN

9788743400905

Udgave

1. udgave 1. oplag

 

I “Bob” har Helle Helle taget hovedstaden i brug som kulisse. ”Flytter Bob og jeg så til Vanløse, vores hjem var der oven på tanken, og vi fik stavparket”. Et halvvejs spørgsmål i nutid efterfulgt af konstateringer i datid – i samme sætning. Så er vi i gang.

Bob er introduceret i forfatterens sidste roman, ”de”, hvor han hjælper bogens unge hovedperson med at skaffe blomkål, så hun kan lave gratin til sin syge mor. Nu er de to kærester og sammen flyttet fra Lolland.

Titlen indvarsler romanens hengivne opmærksomhed på at indfange hvordan tid finder sted som oplevelse. Det gør den ved kombinationen af ”B” der har visuel lighed med uendelighedssymbolet og ”O” som det gådefulde ingenting, der er rundt og som sådan et symbol på kredsen, sluttetheden eller genkomsten. Desuden er ”Bob” jo et palindrom, det vil sige et ord, der kan læses i begge retninger. Det peger ingen steder hen, det er selvberoende eller sluttet om sig selv.

Og sådan bliver det: Bob må stå selv, gå selv, og det gør han. Han går og går. Og farer vild. ”Alle veje fører til veje”, som der står i Helles sidste roman. Og det gør de i dén grad i ”Bob”, hvor Københavns vejnet stiller en hel del flere muligheder til rådighed end den velkendte Rødby-egn, hvor Bob kommer fra (endda er han fra en gård ude på landet, hvor vejnettet er overskueligt). Bob forvilder sig ad uforudsete veje ind i relationer og tumler ud igen, på samme tid nysgerrig og rådvild: hvad er der på vej til at ske mellem ham og Kola, som arbejder i “Ravhuset”? Hvilken vej har de betrådt? Alle veje er nye i Bobs nye liv i Vanløse.

Fortællestrukturen i ”Bob” er eksperimenterende: Bobs liv fortælles af den kæreste, som læseren primært lærer at kende ved sit påfaldende fravær – hun fortæller ”Bob” og hun fortæller ”Vi”, men er som et ”jeg” ikke-eksisterende i romanen. Hun har skrevet sig ud som individ, men er samtidig en central del af Bobs liv, og det gør hendes nærvær som fortællerstemme gådefuld og tilbageholdende.

Det formelle fravær spejles i fortællerens fysiske fravær i Bobs liv. Uanset hvor sent Bob kommer hjem – og han gør sig store anstrengelser for at komme sidst hjem! – så er hun der ikke. Opslugt af studier og det sociale liv, der rejser sig omkring dem bevæger hun sig væk, alt imens Bob omvendt bestræber sig på at etablere og lodde det fællesskab, han forestiller sig, at deres samliv skal være. Han er instinktivt loyal i relationen til sin fraværende kæreste, og loyal mod sin forventning om, hvad der skal ske: ”Tænk at vi på et tidspunkt skal giftes og have børn” siger han.

Bob gør rent og planlægger aftensmad i ét væk. Men mere og mere bliver det en kamp for ham. Parrets stuebirk taber bladene som drysser ned over sengen og minder Bob om et kirkegårdstræ, ”og vores seng var gravstedet”, står der. ”Hvad er problemet?”, skriver Bob til sig selv.

Helle Helle skriver sig ekstremt lydhørt ind på Bob og som læsere trækker vi vejret lige ved siden af ham. Helle Helle har i et interview udtalt, at fortællestrukturen kan vise os, hvor svært det faktisk er at sætte os ind i hinandens liv – selv om vi lever sammen. Bogen er en opfordring til at anstrenge os med forsøget! Det er umuligt ikke at holde meget af Bob. Han ræsonnerer i hjertets rum længe efter at sidste blad er vendt.

Anmeldereksemplar.

Lån bogen på Bibliotek.dk

 

 

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter