0 kommentarer

Mit hemmelige liv af Jenny Fagerlund

af d. 14. februar 2021
Info
 
Sideantal

277

Udgivet

2021

ISBN

978-87-7231-309-2

Originaltitel

Mitt hemliga liv. Oversat af Rane Rørdam Knudsen

Udgave

1.

 

Moa har arvet sin farmors lejlighed og farmors gamle puddelhund Iris følger med. Lejligheden er fyldt med møbler og mange minder om farmor, og der er mange følelser forbundet med at skulle tømme lejligheden. For den skal sælges så hurtigt som muligt – har Ruben besluttet. Han har også besluttet, at han og Moa ønsker sig en stor lejlighed i et upersonligt nybyggeri, og for at få den drøm opfyldt har de brug for pengene fra farmors lejlighed. Møblerne, som Moa ønsker at tage med, afviser han – de vil jo slet ikke passe ind.

Efterhånden som Moa rydder op, finder hun ud af, at hendes farmor havde hemmeligheder, som først kommer frem i lyset nu. Hun finder ud af mange nye sider af farmor, herunder barske oplevelser, hun havde som ganske ung. Hun lærer også naboerne at kende, et ældre ægtepar, som også har kendt hendes farmor. Et venskab spirer frem.

Moa arbejder i et auktionshus, hun er uddannet i reklamebranchen, men nyder faktisk sit nye job, selv om det er uden for hendes sædvanlige felt. Ruben hjælper hende til at få en aftale om en jobsamtale i et hipt reklamebureau. Men hvad har hun egentlig selv lyst til?

Hun bliver mere og mere i tvivl om hun vil leve det samme liv som Ruben – eller bare er blevet alt for god til at tilpasse sig hans ønsker. Problemet er bare, at Ruben ikke rigtigt hører efter, når hun forsøger at tale med ham om det.

Det er en ret forudsigelig historie. Personerne er skildret, så man ikke er i tvivl om hvor man skal lægge sin sympati. Læseren er aldrig i tvivl om, at Ruben, som hader hunde, kun er interesseret i hvide vægge, en dyr lejlighed i et nybyggeri, et prestigefyldt job (også på vegne af Moa) og mest ser Moa som en del af indretningen i sit perfekte liv, ikke er den rigtige for Moa.

Man er heller ikke i tvivl om, at Lukas er helt anderledes: ‘Han var klædt i et par velsiddende jeans, hvide sneakers og en marineblå strikstrøje. Han var ikke klassisk smuk som Ruben, men så godt ud på en mere mandig måde med kraftige øjenbryn, lige næse og skarpskårne træk. Desuden havde han et fantastisk smil.’

Det er en rigtig ‘feel-good-roman’ med happy ending, som ikke kræver noget af sin læser – og sådan en bog kan man ind imellem godt have brug for at slappe af med. En bog om familierelationer, venskaber, parforhold og prestige kontra følelser. En bog om at finde ud af sine egne ønsker og værdier – og stå ved dem. Ikke stor litteratur – men letlæst og hyggelig. Jeg har tidligere læst ‘Et lille skridt’ af samme forfatter, denne er lidt mere forudsigelig, men ellers i samme stil.

 

Anmeldereksemplar

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter