Den store boomerbog – en personlig odysse gennem otte årtier af Gretelise Holm
328
2025
9788776232115
1 udgave 1 oplag
Jeg lader bogens bagside tale for sig selv: “Vi blev født ind i et landbrugssamfund, men blev voksne i et industrisamfund. De fleste af os kom til at arbejde i service- og velfærdssamfundet eller i informationssamfundet, og nu er vi i færd med at takke farvel i den digitale tidsalder.«
Sådan skriver Gretelise Holm, årgang 1946, om de store babyboomber-årgange (født mellem 1646 og 1964). Hun skildrer udviklingen og kaster især sit skarpe blik på de store og gennemgående temaer, der har optaget hende som journalist og forfatter: krig og fred, social retfærdighed og ligestilling samt retssikkerhed i forholdet mellem stat og borger.
I Den store boomerbog tager Grelise Holm os med på den lange rejse, som boomerne har været på. De ydre historiske begivenheder er fælles, men det er også en personlig fortælling om egne erfaringer og vinkler på tiden, begivenhederne og den sammenhæng, de indgik og indgår i hen over otte årtier.
Jeg hører selv til boomer generationen, så selvfølgelig måtte jeg læse denne bog, i forvejen har jeg læst en del af Gretelise Holms bøger, lige fra hendes mere faglige bøger til hendes krimier, og synes hun er en god skribent og forfatter.
I denne bog tegner hun et glimrende billede over den tid vi boomere har gennemlevet, fortalt gennem hendes eget liv. Der er mange fordomme om os boomere, især den at vi har fået alt foræret og bare har raget til os. Det er da muligt det gælder for nogle få, men de fleste af os har knoklet fra en tidlig alder, og den fordom bliver der da også gjort op med her i bogen. Man er ikke i tvivl om at Gretelise Holm er en dame med sine meningers mod, og hun kommer langt omkring i denne bog. Dels set ud fra egne holdninger, men også ud fra de temaer der gennem årene har optaget hende som journalist, hvilket de enkelte overskrifter på bogens kapitel også vidner om:
1940’erne – krig og fred
1950’erne – landbrugssamfundet
1960’erne – det store opbrud
1970’erne – kvindernes og børnenes årti
1980’erne – hekse og yuppier på rulleskøjter
1990’erne – globalisering og røverkapitalisme
2000’erne – krigsnullerne
2010’erne – burkaer og MeToo
2020’erne – højrenationalisme, AI og bioteknologi
Det er meget velskrevet bog, som ganske rigtigt tager os med på en lang rejse, det er dog selve tidsperioden der er lang ikke indholdet. Jeg synes det er en fængslende bog, der er rigt illustreret med alt fra personlige fotos, avisudklip, grafer og statistikker. Der er masser af dybde og faktuel viden under vejs, det hele fint bundet sammen af erindringer fra et langt liv. Det er en fantastisk bog, den gamle boomer kan endnu. Så jeg vil slutte med et citat “Vi blev født ind i et landbrugssamfund, men blev voksne i et industrisamfund. De fleste af os kom til at arbejde i service- og velfærdssamfundet eller i informationssamfundet, og nu er vi i færd med at takke farvel i den digitale tidsalder.” – Gretelise Holm
Gretelise Holm (1946) er journalist, forfatter og samfundsdebattør. Hun har arbejdet som journalist, siden hun var 17 år og har været ansat på blandt andet Børsen, Berlingske Tidende, Politiken og tidsskriftet Sygeplejersken. I 1980’erne var hun lektor og prorektor på Danmarks Journalisthøjskole, og i 1990’erne boede hun i en årrække i Zimbabwe. Efter hjemkomsten til Danmark i 1997 blev hun fuldtidsforfatter og er blandt andet kendt for sine kriminalromaner. Hun har i alt skrevet 40 bøger, bl.a. fag- og debatbøger, børne- og ungdomsromaner samt spændingsromaner for voksne. Både i arbejdsliv og bøger har hun kredset om emnerne fred, ligestilling og retssikkerhed. I 1980 modtog hun PH-prisen for sit journalistiske fokus på udsatte minoriteter. I 2015 fik hun Dansk Retspolitisk Forenings hædersbevisning ‘Kafkatten’ for sin årelange indsats for retssikkerhed. Det Danske Kriminalakademi tildelte hende i 2000 debutantprisen for romanen Mercedes-Benz Syndromet og har efterfølgende kåret flere af hendes krimier til årets bedste danske og nomineret dem til den skandinaviske krimipris Glasnøglen.
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt af forlaget Frydenlund, hvilket dog ikke har påvirket min bedømmelse af bogen

