0 kommentarer

Køligt daggry af Kristín Marja Baldursdóttir

af d. 15. januar 2026
Info
 
Sideantal

150

Udgivet

2015
1999 på originalsproget

ISBN

9788702161885

Originaltitel

Kular af degi
Oversat af Kim Lembek

Udgave

2. udgave

 

Thorsteina Thorsdóttir bor i Reykjavik. Hun er folkeskolelærer og har været det i omkring to årtier. Thorsteinas voldsomme trang til at kontrollere ting kommer til udtryk både privat og arbejdsmæssigt. I bedste fald vil man sikkert beskrive hende som værende rigid, neurotisk, tvangspræget og hæmmet. Nogle vil måske udtrykke sig anderledes og sige, at hun da for alvor er syg i hovedet.

Thorsteina måler hver dag temperaturen ved sine tre vinduer, det nordøstvendte, det østvendte og det sydvendte. Temperaturen måles på samme tidspunkt hver dag og noteres i en lommebog. Denne bog er langt fra den eneste bog, der er vigtig for Thorsteina, der især er meget glad for ordbøger. Hun har en stor samling af disse og ved indkøb af en ny noteres vægt og sideantal i en lille grå bog. Hver aften lærer hun enogtyve ord fra den ordbog hun på det givne tidspunkt er i gang med. Et som hun slår tilfældigt op på samt de ti ord før dette samt de ti efterfølgende ord. ”Sådan ondulerer jeg ordbøger. Andre bøger kan være det samme, jeg læser ikke folks vrøvl.”

Thorsteina har sin teori om undervisning fra en ældre mere erfaren kollega, der for tyve år siden stødte ind i den grådkvalte unge Thorsteina og nænsomt tog hende i skole: ””Du hæver aldrig stemmen,” sagde hun. ”Taler lavt og truende og stiller ustandseligt krav. Kræver, at de laver en arbejdsmappe og trækker dem ned i halvårskarakter, hvis der mangler så meget som en side. Når de har forstået, hvad klokken er slået, kan du slappe af og lade deres evner komme til udfoldelse. Men husk, ikke at give rabat.””

Thorsteina er en lærnem elev og tyve år senere er det hende, der søger at hjælpe den unge lærervikar Atli. Men Atli den unge synes ikke om de ældre læreres overlevelsesstrategier. Han insisterer på, at de ser de problemer som de ældste elevers adfærd fører med sig i øjnene og handler, og da han ikke kommer igennem med kravet, opsøger han en aften Thorsteina i hendes hjem og betror hende, at han mandag agter at opsige sin stilling, så han ikke kan regnes som medskyldig i cirkusset.

Jeg holder utroligt meget af skildringerne af Thorsteina. Hun står lyslevende for mig, og alligevel har hendes karakter så meget kant, at der er aspekter af bogen, som jeg er usikker på ægtheden af, sker det i hendes hoved eller i den virkelige verden? I og med at vi møder eleverne gennem hendes fortællinger er det klart, at vi på ingen måde anspores til at være nysgerrige på, hvad der lægger til grund for deres adfærd, men det er Thorsteina i en nøddeskal; Det væsentlige er hvordan man fremtræder og hvordan man gebærder sig og hun er sygeligt optaget af hvordan andre opfatter hende. Dette gør Kristín Marja Baldursdóttir tydeligt ved at lade Thorsteina nedskrive en række fiktive interviews mellem hende og journalister samt i hendes egen nekrolog, som hun også forfatter en del gange.

Et par gange er det som om Kristín Marja Baldursdóttir gerne vil frembringe en thriller stemning i bogen og det irriterer mig en smule, men kun fordi det er unødvendigt. Der er rigeligt med spænding i mødet med Thorsteina og hendes indre.

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter