566
2024
9788702420562
Vrede kvinder
1. udgave
Består af:
Birgithe med th, 2023
Endnu en dag i Guds skaberværk, 2023
Jeg hører, hvad du siger, 2024
Jeg har engang hørt Niels Hausgaard udtale i et interview: “Man skal passe på med at ride sin kæphest så hårdt, at andre får ondt i røven af det.”
Det mester ingen af hovedpersonerne i de tre romaner som er samlet i denne romantriologi.
Vi lægger ud med Birgithe med th. Birgithe er en meget desillusioneret folkeskolelærer. Hun er gift og har tre store børn, der alle er mere optagede af deres dopamin-satan end af at være nærværende i hjemmet. Birgithe er udmattet: “Jeg føler mig som en tom beholder af et menneske, en plan, nogen engang har haft, og som nu er ved at køre af sporet.” Birgithe er vant til at være den, der hjælper. Hun har været (druk)veninde med sin nyligt afdøde mor, mor for sin skrøbelige lillesøster, et anker på jobbet og logistikchef i hjemmet. Og alle omkring hende er vant til at hun bestrider den rolle, til en sådan grad at da hun flygter ud i morens hus for at få samling på tingene der – og på sig selv og sin sorg – tropper hendes mand gang på gang op med ét eller flere af børnene, for de savner jo deres mor, og hun kan vel også lige tage sig af dem. Problemet med at Birgithes omgivelser kræver mere af hende end hun magter at give er, at han bliver en martyr snarere end en omsorgsfuld person. En stor del af hendes retfærdighedssans og hendes motiver for bestemte handlinger lader til at være behovet for at være “den der hjælper”, snarere end at hun handler i overensstemmelse med sin indre motivation. Katrine Marie Guldager leverer et knusende skarpt portræt af en kvinde, der på grund af ydre omstændigheder i familien og på jobbet tvinges til prøve at finde ud af, hvem hun i virkeligheden er, og hvad hun ønsker sig af sit liv. Det er uden tvivl en hård situation at stå i, og Birgithe er på ingen måde tryg ved situationen: “Jeg går ned af Strøget, ned mod Kultorvet, og jeg burde helt klart ikke gå ind til centrum en dag, hvor jeg har det sådan her, det er ikke godt, hverken for mig eller samfundet: En af os kunne komme slemt til skade.”
Endnu en dag i Guds skaberværk handler om Lotte. Lotte har mistet sig job og sin kæreste, Michael. Hun er socialrådgiver, og da hun valgte at tale højt om ledelsen opfordring til at man noterede at man havde fulgt op på sager, som man ikke havde kigget på, valgte de at fyre hende. Ingen af kollegaerne sagde noget, og Lotte møder dem af og til. De ser på hende, som om hun skal sige noget, der skal nedtone det svig de udsatte hende for, men det vil Lotte ikke. Eks-kæresten Michael dør, og Lotte står på mystisk vis med ansvaret for hans voksne søn Daniel, naboen Charlotte og dennes børn. Lidt overvældende, eftersom hun ikke er biologisk mor til nogle af dem, men som hun selv siger, så blev hun jo socialrådgiver for at frelse verden. Lotte skulle nok starte med at frelse sig selv, og træde ud af sin ufrivillige ensomhed, men når nu Michael ikke er her mere er det meget svært: “FØR MICHAEL KUNNE JEG IKKE gå på gaden uden at føle, at jeg var alene og forkert, og snart havde jeg følt mig alene og forkert så længe, at jeg var blevet et menneske, jeg var nødt til at forlade, bare smutte ud ad bagindgangen.” Uden Michael som katalysator finder Lotte det overordentligt svært at træde ud af ensomheden og frem for at lukke døren op og være ærlig sætter hun Johnny Cash: Ring of fire på og lader ildringen være det, der møder andre mennesker.
I Jeg hører, hvad du siger, er der i virkeligheden meget få personer, der overhovedet hører noget. Parterapeuten Marianne hører ikke specielt meget af det hendes klienter siger til hende, og jeg er som læser i tvivl om, hvorvidt de lytter til hende. I mødet med den psykiatri, der endnu en gang har tvangsindlagt hendes søn Nikolaj er der heller ingen der lytter. Marianne lytter ikke til sundhedspersonalet, for de fikserer hendes søn og tvangsmedicinerer ham med medicin han ikke kan tåle. Men hendes erfaringer er der heller ingen der vil høre på: “Folk kan ikke forestille sig, at vi har et system, der ødelægger mennesker, eller rettere: De vil ikke forestille sig det.” Sundhedspersonalet lytter heller ikke til Marianne, for dem er hun en stor del af problemet, hun farver Nikolajs holdning og gør ham skeptisk overfor den behandlingsform de har at tilbyde og desuden ser deres mor-barn-relation som værende dybt dysfunktionel. Og måske har de fat i noget af de rigtige, for trods Mariannes uddannelse har hun vel egentligt aldrig nogensinde lyttet til Nikolaj, der gang på gang har sagt, at der ikke var noget han kunne sætte fingeren på, han var bare trist. Det kunne Marianne ganske simpelt ikke forstå.
Katrine Marie Guldagers romantriologi om de vrede kvinder er samlet set en forrygende læseoplevelse, der rummer stærke kvindeportrætter og en bidende kritik af vores samtids behandlersamfund, der på én og samme tid har individet alt for lidt og alt for meget i centrum. Birgithe med th er den stærkeste af romanerne, Birgithe står tydeligst frem, men de andre to romaner er bestemt også værd at læse.