Jordisk af Theis Ørntoft

Theis Ørntoft (f. 1984) er en velskrivende, uhyre kompetent forfatter, der kan skabe troværdige personer, interessante situationer og mundret dialog ud af det blå intet. Wow, hvor kan han skrive, og alene af den grund skal han anbefales til enhver, der interesserer sig for ny dansk litteratur.

Forløberen til denne bog, ”Solar”, høstede begejstrede anmeldelser fra et næsten enigt kor af smagsdommere. Også ”Jordisk” har modtaget flotte ord, især fra Politiken, Information og Kristeligt Dagblad, mens blandt andre Weekendavisen er mere ambivalent.

“Jordisk” er en moderne slægtsroman, hvis handling strækker sig fra 1967 og helt ud i en genkendelig fremtid i 2036. Fra charterturisme, grisefester, gamle dyder og det gryende forbrugersamfund til måneturisme, konfliktfyldte samfund og økobevidsthed. Det meste af den lange roman foregår dog i en nutid, hvor en vis Donald Trump er i gang med sin første præsidentperiode ovre i guds eget land.

Vi møder patriarken Ernst som ung soldat og senere vicedirektør i en midtjysk bank og som grundlægger af slægten, som bogen omhandler. Datteren Allice er i sin pure ungdom overraskende promiskuøs og stjæler faktisk amerikanske Nick fra en nær veninde. Drømmeren Nick er bestemt ingen ideel partner, men alligevel avler det umage par børnene Rhea, Joel og Miriam, og minsandten om Nick ikke også får datteren Julia i et senere forhold – det er hende, der skal opleve månen på egen krop.

Et velbegavet, grublende persongalleri, som hver især har udfordringer med at finde sig til rette i livet, men som dog aldrig falder helt igennem. Misantropien overskygger langt hen ad vejen livsglæden, hvilket naturligvis præger tonen i ”Jordisk”.

Stilistisk er Ørntoft som sagt en vanvittigt dygtig forfatter. Dramaturgisk halter det imidlertid. Hvor afsnittene fra Ernsts ungdom og Julias fremtidsliv er ganske medrivende, føles nutidspassagerne underligt ligegyldige. Der er ingen rigtig fremdrift, handlingen fortaber sig i almindeligheder og tankespind. Man keder sig faktisk en smule.

Værst er Ørntofts mani med at udpensle personernes hverdagshandlinger helt ud i det enerverende. ”Henning stak nøglebrikken i, billygterne tændte, de to lyskegler pegede lige ind i den grønne hæk, han bakkede ud, satte bilen i gear og kørte ud mod landevejen.” Tomgang!

Vi skal tilbage til Henrik Pontoppidan for at finde en lignende naturalistisk detaljerigdom, der måske er sympatisk nok, men som får den sagesløse læser til at skumle ”få nu fingeren ud, mand!”

Lån bogen på biblioteket