Vort spil af John Le Carré
344
1996
87-553-2246-8
Our Game
En god ven satte mig for et par år siden i gang med at læse le Carré. Tænk at have le Carré til gode, var hans slutbemærkning, og det må jeg også sige nu, med kun 4 bøger tilbage. Hans karriere startede i 1961 og sidste år kom hans seneste bog, og jeg har læst dem lidt på kryds og tværs af rækkefølgen. De fleste har betaget mig, nogle mere end andre selvfølgelig, men alle har de en vedkommenhed og en aktualitet, jeg ikke kender fra andre forfattere. De fleste har en handling, som virker realistisk og autentisk, men som også kan virke langsomt fremadskridende, især hvis man er vant til hæsblæsende spændingsbøger og krimier. Sproget er fantastisk, gordiske knuder indimellem, og jeg bliver af og til nødt til at læse en passage igen, ganske enkelt udfordrende og litteratur på højt plan.
”Vort Spil” er fra 1995 og tager udgangspunkt i Ingusjetiens selvstændighedskamp, hvilket må have været meget aktuelt på daværende tidspunkt. Det er dog ikke det fremtrædende i bogen. Tim Cranmer bliver pensioneret som 47 årig fra Efterretningstjenesten og hygger sig på sin engelske vingård med sin unge kæreste Emma. Idyllen bliver dog brudt af søndagsbesøg fra Larry Pettifer, en mand Tim har kendt siden kostskoletiden, og som han siden gjorde til dobbeltagent. Larry forsvinder pludselig en dag og det samme gør Emma, og efter et besøg hos sin gamle arbejdsgiver, der kommer med foruroligende nyt, begynder Tim at undersøge detaljerne nærmere.
Bogen er en af de mere handlingsprægede fra Carré’s hånd. Ligesom i ”Den standhaftige gartner” bliver historien fortalt med en blanding af fine flash backs og en fortløbende handling, der hele tiden afslører nye lag af de forskellige hovedpersoners karakter. Bogens fortæller, Tim, virker sympatisk og hæderlig og hans søgen efter svar fører ham rundt i England, til en fin slutning, der for en gangs skyld glædede mig. Selv om Carré efterhånden har skrevet om mange forskellige emner, så er han nu bedst, når han skriver om spioner!
