0 kommentarer

Overleverne af Alex Schulman

af d. 31. maj 2025
Info
 
Sideantal

287

Udgivet

2020

ISBN

9788711991114

Originaltitel

Överlevarna

Udgave

1. udgave

 

Overleverne – En forfatter som kærtegner de ømme punkter

Denne bog fik jeg i lån af min svigerinde, som havde fået bogen af sin veninde, en boghandler.  Så var vi tre i klubben og vi syntes alle, at bogen var fantastisk.

”Overleverne” er af den svenske forfatter Axel Schulman. Det handler om tre brødre, der kommer tilbage med deres mors aske til den ødegård ved søen, hvor de tilbragte alle deres barndoms somre indtil for tyve år siden. Dengang skete den ulykke, som ødelagde livet for alle familiemedlemmerne.

Der er to motiver i historien.

Det første motiv: De tre brødre vender sammen tilbage til ødegården. De har levet deres eget liv og udviklet deres egne løsninger på problemerne. Historien starter i kapitel 1 og i hvert kapitel går man 2 timer tilbage i tiden, indtil en hel dag er afsluttet.

Det andet motiv dukker kun op i hvert andet kapitel, som små tilbageblik: Det er historien, som foregik i sommerhuset den sidste sommer, familien tilbragte der. Og så senere, da familien levede sammen i byen efter den store ulykke indtil moderens død og begravelse. Og netop her starter kapitel et. Med morens aske.

I første del synes ødegården og søen at være et grønt paradis. Men der er et skår i glæden: Forældrene forholder sig uforudsigeligt. Somme tider er de opmærksomme og venlige over for deres børn eller pludselig for kærlige.  Men andre gange er de fuldkommen ligegyldige, vrede og ukærlige. De skændes ofte. Tit er de fulde.

I den anden del af bogen bor familien i deres lille bylejlighed, efter den, for læseren, stadig ukendte ulykke.  Familien er tynget af deres skæbne og lever isoleret, som i en osteklokke. Den ældste bror er meget god i skolen, den anden bror er altid ængstelig, den tredje opfører sig aggressivt. Der er altid koldt i lejligheden, børnene er snavsede og dårligt klædt. Der er et kærlighedsbånd mellem de tre søskende … men de udnytter også deres kendskab til hinandens svage punkter. Derfor opstår der dybe sår med tiden. Forældrene lever som i et eget univers bedøvet af sorg og alkohol.

Men hvem i familien lider mest? Hvem har den største skyld ved ulykken? Og hvad skete der egentlig i sommeren for tyve år siden? Svarene kommer først i det sidste kapitel – og de er meget overraskende.

Vurdering: 5 af 5 stjerner! Bogen er en stjerne på min læsehimmel.

  • 5 stjerner for bogens fortællestruktur: Som en slange der bider sig selv i halen.
  • 5 stjerner for det vidunderligt enkle sprog i personskildringen.
  • 5 stjerner for den kærlige og nænsomme beskrivelse af familiens mørke skyggesider.

lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter