Til jord skal du blive af Anders Totland

Jacob Juul er tidligere præst i et lille landsbysamfund i en norsk bygd. Han er tilflytter og har gjort meget for at komme til at passe ind og blive accepteret i det lille samfund; Han har meldt sig ind i den lokale biavlerforening, han har overtaget den tidligere præsts nebengesjæft med at fremstille og forhandle spiritus.

Da han gik af som præst, var der desværre kun en kvinde, der søgte embedet, og Jacob måtte kæmpe hårdt for at få det lille samfund til at ansætte og acceptere Maria. Maria bor dog ikke i præstegården, den har Jacob købt med de sidste af sine sparepenge fra måneskinsforretningen, og med konen på plejehjem er pengene små. Dette er sønnen som Jacob ikke har set i mange år lykkeligt uvidende om, snarere er Knut-Halvard overbevist om, at hans far har en meget lukrativ privatøkonomi. Knut-Halvard har lagt sig ud med de forkerte, og er nu dukket op hos Jacob der pludselig har fået et barnebarn at tage sig af, en kvik pige, som hendes far, Knut-Halvard er villig til at lade Jacob overtage ansvaret for, for det rette beløb forstås.

Til jord skal du blive er en overordentlig humoristisk bog om en aldrende næsten-enkemand, der vågner op til dåd da barnebarnet ankommer til præstegården og han øjner chancen for at gøre det rigtige for hende.

Jacob er en mystisk pragmatisk, nogle vil måske sige afstumpet, mand, der på ingen måde går af vejen for at bruge de våben han har til sin rådighed, når det kommer til at forsvare barnebarnet. Pudsigt nok er et af de mest anstændige mennesker i bogen den gangsterboss, som Knut-Harlvard har lagt sig ud med.

Jeg kan ikke umiddelbart finde et dybere budskab i Til jord skal du blive, men det gør ikke noget, hvis man blot vil have nogle timers velskrevet underholdning. Dog rummer bogen et par fine betragtninger på Jacobs tanker om forældreskabet og om hans prioritering:

“Jeg tænkte på tiden, før Margot blev syg, og hvor dejligt vi havde haft det sammen – alle tre. Den lette stemning i hjemmet, hvordan vi kunne drille hinanden, uden af nogen blev fornærmet ….. Men med sygdommen kom de ømme tæer, og på en eller anden måde smittede det af på Knut-Halvard. Han tog alt ind, mørket og alvoren…. og det hele voksede sig ligesom større og større. Selv forsøgte jeg at holde humøret højt, tænkte, at nogen jo måtte tage ansvaret for lyset og glæden i hverdagen. Jeg gjorde det, så godt jeg kunne.”

Lån bogen på biblioteket