0 kommentarer

Syv satans lange dage af Jonathan Tropper

af d. 30. marts 2014
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

339

Udgivet

2014

ISBN

978-87-7146-032-2

Originaltitel

This is Where I Leave You

 

Inden Judd Foxmanns far dør efter nogle års kamp mod kræft, forlanger han at familien sidder shiva efter hans død. At sidde shiva er en jødisk tradition hvor den nærmeste familie i syv dage sidder sammen i huset og taler med hinanden og om afdøde og modtager et voldsomt antal kondolencebesøg. For Judd Foxmann virker faderens krav om shiva som en hel naturlig fortsættelse af den nedtur, der er hans liv. Han er vadet ind på sin chef og sin kone i gang med en meget hed og absolut ikke ægteskabelig omgang sex – i Judds seng. Nu er han fader-, arbejds- og koneløs og bor usselt i en kælder hos et par gamle kinesere. Judd elsker sin kone Jen. Han er fyldt af en voldsom vrede over hendes bedrag og har naturligt nok svært ved at se en fremtid for sig, som er bare nogenlunde acceptabel. Syv lange dage med familien er bare hvad man kan forvente..

“Syv satans lange dage” kan læses af alle og de fleste vil have lyst til at læse den hurtigt. Judd er en forrygende vred fortæller med en ligefrem og kras humor. Han slår meget på at deres familie ikke rigtig gør i åbenhed, bortset fra psykolog-moren altså, som er alt ALT for åben. De fire søskende kører den hjem på sarkasme, stikpiller og hån. De specielle shiva stole som familien skal sidde i er meget lave, så Foxmanns sidder nede ved jorden, sikkert for at symbolisere sorg og for at adskille dem fra gæsterne. Den lave position giver imidlertid en speciel og ikke særlig flatterende vinkel på gæsterne, hvilket Judd kommenterer nærmest farceagtigt.

Til bisættelsen smutter brødrene ind ved siden af og deler en joint, som Judd har fundet i faderens lomme. De får sat sprinklerne i gang – som heldigvis ikke er i samme gruppe som i selve synagogen hvor bisættelsen er i gang:

“Men i klasseværelset siler vandet ned over os, mens Phillip griber, hvad der er tilbage af jointen, stadig tændt, og sluger den med en selvfølgelighed, som var det at sluge en joint en almindelig rutine. Sprinklerne er også blevet aktiveret ude på gangen, og vi løber gennem indendørsuvejret og standser ved branddøren, der fører ud til synagogens forhal. Gennem dørenes smalle, vertikale ruder kan vi se mængden bevæge sig gennem forhallen og ud gennem glasdørene til plænen foran. “Bare helt afslappet”, siger Paul. “Glid ind.” Det virker enkelt nok, men kun fordi vi er for stenede til at indse, at tre mænd i deres drivvåde, dryppende tøj nødvendigvis vil skille sig ud. [.] “Hvad har I lavet?” råber min mor, hendes hæle klaprer mod asfalten, da hun stormer over til os. Wendy følger bag hende og nyder tydeligvis hvert sekund. “Ikke noget,” siger Phillip. “Det var falsk alarm.” “Prøv lige at se jer tre!” “I stinker som en sovesal,” siger Wendy og rynker på næsten. “Har I røget jer skæve i templet?” siger mor oprørt. “Selvfølgelig ikke,” siger Paul. “Nej,” siger jeg. “Hvem andre er sultne?” siger Phillip.”

“Syv satans lange dage” er skiftevis klukke- og hostesjov i beskrivelserne af familieroderiet, men også virkelig rørende, for Judd er i sorg over alt han har mistet og hans raseri blandet med panik-forelskelser i hvem som helst er så menneskelige at man får lyst til at kramme ham.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter