Splint i Sovjetunionen af Fred Neidhardt

Midt i den kolde krig er det lykkes russiske forskere af isolere det kommunistiske gen ud fra afdøde Lenins hjerne, et gen de nu ønsker at sprede til hele verdens befolkning. Men russerne skal bruge en bestemt svamp for missionen kan fuldbringes, og derfor kidnapper de grev Champignac og tvinger et mixtur af kommunistgenet i ham. Og voila – Champignac er fuldblods kommunist, parat til at vie sine evner til den kommunistiske sag. Da Splint og Kvik opdager deres vens forsvinden fører sporerne dem til Sovjetunionen – det land præsident Reagen døbte  “The evil Empire”. Der hvor deres ‘kollega’ Tintin, havde været kort forinden.

At kalde albummet ‘et ekstraordinært eventyr med Splint & co.’ er unødvendigt, for det er sat i en ramme, fortalt og tegnet på en måde der bringer mindelser om Franquins værker. Kvik er igen fysisk højere end splint, grev Champignac ligner sig selv – og han er også højere end Splint; fakta der placerer fortællingen tidsmæssigt et sted omkring Franquins tidlige historier.

For afficionados er der mange lækre detaljer. Vi er med makkerparret på redaktionen hvor både Hr. Høm, Hr. Parker, Mons og Vakse Viggo deltager mere eller mindre direkte i handlingen.

I Rusland går det ikke som planlagt, og heltene må ikke kun igennem utallige glas vodka; de når også et knapt så behageligt smut forbi en russisk Gulag – for til sidst at fejle totalt. Verdenskommunismen er over os. Hvordan vore helte redder kloden ud af kommunismens greb må du selv læse, men da normalen er genetableret trækker Neidhardt en del fejl ved en fri verden frem i lyset, – måske for ikke at træde de alt for venstreorienterede over tæerne. Det virker dog unødvendigt at nuancere når et alternativ til kommunismen skal præsenteres: i den forbindelse er alt andet trods alt at foretrække.

Albummet er et stærkt tiltrængt oplysende værk for både et yngre og et voksent publikum, hvor der er fokus på kommunismens forbrydelser. Et tema der brillerer stærkt ved sit fravær i danske skoler og gymnasier.  Fred Neidhardts manuskript retter op på mange af de forvanskninger der har været i kølvandet på kommunismens sammenbrud – at det hele blot var én gal mands ansvar (Stalins), at kommunismen i sin grundvold er god, og sidst men ikke mindst at Lenin var den store helt. Myten om helten Lenin afliver Neidhardt på smart facon ved at lade det kommunistiske gen komme direkte fra ham. Dermed placerer Neidhardt ondskaben ved dets udspring. Og lad os bare kalde kommunismen ond, – med anslået 66 millioner døde russere til følge (og vel at mærke i fredstid) overgår kommunismen langt nazismen med hensyn til antal døde. Og glem ikke ofrene for kommunismen i Kina, Kambodja, Cuba osv.

At lade kommunismen stamme fra et gen er genialt, for roden til kommunismen ligger i os alle. Alle der ikke ved bedre kan i ren naiv iver (måske især ungdommelig naivitet) hoppe på tanken om et samfund hvor alle er lige. Men som verdenshistorien har vist, os som Neidhardt får fortalt til slut, er kommunismen død og elendighed.

Lån tegneserien på biblioteket