Sene fortællinger af Thomas Mann

Thomas Manns “Sene fortællinger” er en samling tekster, hvor man tydeligt mærker en aldrende forfatters blik: skarpere og mere nøgternt. Det er ikke historier, der forsøger at imponere læseren, med handling. De arbejder langsommere, som om de ved, at tiden alligevel skal gøre sit.

Sproget er præcist uden at kedeligt eller tørt. Mann skriver, som om hver sætning har været vendt en ekstra gang, men uden at det føles tungt. Der er en ro i fortællingerne, men det er også som en slags moral og selvbedrag konstant kredser i baggrunden.

I Den sorte svane møder vi en kvinde, der sent i livet forelsker sig og oplever en genopblussen af ungdom – en udvikling, der både er rørende og foruroligende, fordi kroppen og illusionen ikke følges ad. I Bedrageren arbejder Mann med selvbedrag som en stille kraft: karaktererne narrer ikke bare andre, men først og fremmest sig selv.

Det, der gør samlingen stærk, er ikke handlingen i fortællingerne – men mere i den måde, Mann dissekerer sine figurer på. Han dømmer dem ikke direkte, men han lader dem heller ikke slippe. Der er klarhed i hans blik, og alligevel en rest af medfølelse.

Det kunne nemt være blevet tungt eller selvhøjtideligt, men det gør det ikke. Tværtimod føles teksterne overraskende levende, netop fordi de ikke prøver at være moderne eller tilgængelige på en overfladisk måde. De kræver noget af læseren – og giver tilsvarende igen.

“Sene fortællinger” viser Mann når han er bedst: en kompromisløs stil, en skarp psykologisk indsigt og en evne til at skrive sig ind i de sprækker, hvor mennesker ikke helt forstår sig selv. Det er tydeligt, hvorfor hans navn endte med en Nobelpris. Bogen er ikke bare god – den er gennemført velskrevet og viser en forfatter, der stadig, sent i livet, havde fuld kontrol over sit talent.

Anmelderbog.