190
2014
978-87-92718-09-9
Spirou - l'intégrale. Spirou et Fantasio - l'intégrale, forfatter, kunstner: Fournier; oversætter: Per Vadmand
redaktion: Mads Stoumann og Michael G. Nielsen. De enkelte titler tidligere udgivet separat: 1980, 1981, og: 1982, 2008-2010 udgivet: Kbh. : Egmont
Af ren nysgerrighed efter at se om Fourniers udgave af Splint & co. måske ville sige en voksen læser noget, lånte jeg albummet her på biblioteket. Som barn var jeg uendeligt skuffet over Fourniers serier, der hverken tegne- eller fortællemæssigt kunne (eller kan, som det skal vise sig) holde tempo med den geniale Franquin. Fourniers slappe figurer, den alt for snakkesaglige tilgang til plotafvikling og den respektløse omgang med hovedpersonerne, gør at en Splint-fan føler sig snydt. Detaljer, der umiddelbart virker som petitesser, underminerer historierne før de overhovedet er kommet fra start. Splints piccolouniform glimrer så voldsomt ved sit fravær at man skal være yderst overbærende for ikke at skære tænder af bare arrigskab. En fejl som Fournier selv indrømmer i forordet. Han lader endda Splint gro sig et hippiegarn i samlingens første historie, mens Kvik kun viser en koleriske side, som det ellers kun har været Vakse Viggo forundt at fremprovokere. Hvor er den fantasifulde globetrotter der vil til Afrika og skrive artikler om menneskeædere, gorilllaer osv, den figur som Franquin opfandt og fuldendte og faktisk lod tage stafetten mens den fornuftige Splint halsede ham i hælene. Når Fournier lader makkerparret rejse til en tropeø, er det ikke med Kviks gode vilje.
Og så mangler Spirillen. Den beholdt Franquin selv rettighederne (indtil han solgte dem til Disney), og dermed fik Fournier heldigvis ikke muligheden for at besudle dette fantastiske fabeldyr, for med sin bløde streg ville han aldrig kunne give Spirillen spændstighed og sjæl. Faktisk var Spirillen med i Fourniers første Splint album “Guldmageren”, men der var den stadig tegnet af Franquin.
Albummet her indeholder “Tora Torapa”, “Den forsvundne Gri-gri” – en historie der indeholder en enkelt glimrende passage hvor egernet Spip får lov at boltre sig over et par sider sammen med en legesyg elefant. Det er næsten hel franquinsk. Der sluttes af med en gang rendyrket science-fiction med “Æblevin til stjernerne”, hvor ufoer lander i Champignac og vore helte må beskytte de stakkels rummænd mod byens snævertsynede beboere. Her har Fournier hentet inspiration fra både Spielberg-filmen “E.T” og en sydende indvandringspolitik. Men rummænd i Champignac? Ja, Franquin tog sådan de spæde skridt ind i scifi-genren ved at introducerede fremmedartet teknologi, men vaskeægte marsmænd er at strække universet unødigt. Og alligevel er det samlingens bedste historie, man kommer til at holde af de små fremmede fyre, og med dem får det hele et skud tiltrængt fantasi.
Man kan kun glæde sig over at serien fik et løft da den blev givet videre til makkerparret Tome og Janry, der genintroducerede både humor, stringens og tempo.