Spejlmanden af Lars Kepler

Lars Kepler er ikke til at komme uden om, hvis du er afhængig af krimier fyldt med blod, ondskab og væg til væg-spænding. I den særlige niche er svenske Lars Kepler – lige som nordmanden Nesbø – verdensklasse, intet mindre.

”Spejlmanden” er som flere af forgængerne (”Ildvidnet”, ”Sandmanden”, ”Stalker”) i lange passager ulideligt nervepirrende. Man sidder konstant med hjertet oppe i halsen og frygter for de stakkels, unge pigers skæbne. Og med god grund: For skurkene Cæsar og Farmor er bindegale og hæmningsløst blodtørstige.

Ja, som så ofte før er det uskyldige unge piger, der må undgælde for en pervers mands umættelige lyster. Religion er det figenblad, psykopaten gemmer sig bag – her en noget alternativ tolkning af biblen, men det kunne lige så godt have været islam eller en anden trosretning, der sætter Manden op på en piedestal.

Det starter hæsblæsende med, at Jenny Lind bortføres ved højlys dag. Hun bedøves med en våd klud for munden, smides ombord i en skramlet lastbil med mærkelige bure ombord, og senere skal hun mærke en underlig kulde i baghovedet.

Et andet sted i Sverige drager Alice og hendes far Martin ud på isen for at fiske fjeldørred, mens mor Pamela hygger sig i hotellets spa. Martin trækkes senere op af en våge i isen, overlever med nød og næppe, men får invaliderende angsttraumer. Alice må være druknet.

Fem år efter overværer Martin et infamt mord på en ung pige, som hænges i en stålwire og ender sit alt for korte liv på en legeplads som et vrangbillede af den korsfæstede Jesus. Martin går i sort, fortrænger straks hændelsen og kan intet fortælle.

Superstrisseren Joona Linna kommer på sagen. Også han lider af traumer fra sine forrige sager og må ty til dulmende stoffer. Han inddrager en dygtig hypnotisør, som skal hjælpe Martin med at erindre og måske endda få det bedre. Problemet er, at to små døde drenge fra Martins fortid hele tiden blander sig.

”Spejlmanden” inviterer læseren med ind i de mørkeste afkroge af det psykotiske menneskesind. Derinde, hvor sandt bliver til falsk, hvor uskyld bliver til skyld, hvor virkeligheden altid opleves spejlvendt. Det er godt tænkt (måske også lidt fortænkt) og temmelig interessant.

Ægteparret Ahndoril, der gemmer sig bag pseudonymet Lars Kepler, forfiner stadig deres teknik med at skrive i korte sætninger og korte kapitler, hvor alt overflødigt flitterstads barberes væk med en meget skarp skalpel. Tilbage står kun den rene action og blodige uhygge. For den arme læser er der ingen helle undervejs; man halser bare afsted med andres liv i hænderne.

Lån bogen på biblioteket