0 kommentarer

Havets storsind af Philip Tafdrup

af d. 10. juni 2023
Info
 
Sideantal

303

Udgivet

2023

ISBN

9788772167367

Udgave

1. udgave

 

Line og Jonas, Martin og Rikke, to unge par fra København, har som så mange andre en drøm om at stå af hamsterhjulet, droppe jobbet og tage på eventyr – ja, hvorfor ikke? De får overbevist hinanden om, at de vil købe en båd og tage afsted – de vil ud på en jordomrejse, det er det, de vil. Line er ikke helt sikker på at hun har lyst, men nu kan hun ikke så godt trække i land. Også Martin er i tvivl, men de får talt hinanden op. De tager et duelighedsbevis i Hellerup Sejlklub (selv om drengene ikke mener, det er nødvendigt, de vil bare tage afsted og finde ud af det undervejs).Uden at vide noget om både køber de en gammel båd, som viser sig at have flere alvorlige fejl og skavanker. Efter en del startproblemer kommer de afsted.

Jonas er forfatter, dvs. han prøver at skrive, men hans bog er blevet afvist af forlaget, som synes, han hellere skal skrive en krimi, det er det, læserne vil have! I virkeligheden bruger han det meste af sin dag på at handle aktier, og det går til gengæld godt. Line kan godt lide at han er forfatter, så at han lever af at handle med aktier, holder han for sig selv. Det lyder bedre at sige, han har fået et legat.

Line er den intellektuelle, som på turen læser hele det medbragte bibliotek, citerer Inger Christensen (det opdager de andre ikke), hun kan tale og forstå flere sprog, bl.a. russisk.

Rikke er ekstrem idealistisk – hun kæmper en kamp for miljøet, for dyrevelfærd, indsamling af affald, og hun spiser selvfølgelig ikke kød. Hun er opfarende og bliver nemt indigneret, f.eks. når de andre tre spiser kød (lig). Hun er blogger og har mange følgere og føler at hun ad den vej kan gøre en forskel.

Martin er IT-nørd, han elsker at udtænke programmer og udregne statistik, og han udtænker en algoritme, som gør, at en computer kan stå i Danmark og handle aktier, mens de er på havet.

De kommer ud for rigtig mange strabadser og forhindringer undervejs – skibet kommer ud i voldsomme storme, de bliver smittet med kønssygdomme, de kommer i fængsel, bliver udsat for tyveri, og de får den russiske mafia på nakken, da de hacker en telefon og offentliggør det, de finder på telefonen. Det er lidt for meget, og det går lidt for nemt for dem at komme ud af de situationer, de havner i.
Fire unge mennesker, uden erfaring med at sejle, rejser jorden rundt og klarer forhindringerne undervejs. Man kan ikke rigtigt tro på det. Men det er måske helt bevidst fra forfatterens side, en ironisk distancering til projektet.

Jeg var godt underholdt, bogen er fyldt med humor og sjove situationer, den er satirisk og velskrevet, sproget er sprudlende og de fire personer er levende beskrevet. Deres personligheder er over i det karikerede, pigerne er miljøbevidste, drengene maler båden med giftig, ulovlig maling – ud fra devisen, at så længe det ikke bliver opdaget, er det ok. Rikke er idealist – drengene er lidt ligeglade med naturbeskyttelse, men tænker mere på at tilfredsstille egne behov. Alene på havet, langt fra alting, kommer deres sande ansigter og forskelligheder rigtigt frem.

 

Anmelderbog

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter