Snelandet af Yasunari Kawabata

Her sidder man fordybet i en japansk nobelpristagers kortroman fra 1947 – “Snelandet” – nyder den fine rytme i sproget og Mette Holms som altid smukke fordanskning. Agtværdigt læsestof, skulle man mene …

… og efter tre sider sker dette: Den mandlige hovedperson Shimamura betragter sin venstre pegefinger, mens han tænker på en kvinde, som han er på vej hen til med damptoget. Han tænker, at det er pegefingeren, der tydeligst husker hende. Og så lugter han gudhjælpemig til fingeren!

Skråt over for ham sidder en yndig kvinde og en syg mand, der dog ser ganske afslappet ud. Den syges øjne hviler nemlig på den unge kvindes bryst.

Prisbelønnet japansk litteratur med 75 år på bagen; et hovedværk i forfatterskabet. Og bundsjofel. Hvem ville ha’ gættet det?

Yasunari Kawabata skriver fortryllende og med den særlige ømhed, især når det gælder landets enestående natur, som kendetegner de bedste japanske forfattere. Der sker ikke meget undervejs i den let springende handling, og alligevel er man fyrsteligt underholdt. Billederne af sneklædte bjerge, kimonoindhyllede kvinder og sarte papirvægge melder sig i hastig rækkefølge på den mentale fremviser. En mindre indre rejse.

Den velhavende Shimamura skal gense geishaen Komako på et kurhotel i en snedækket bjergby. Sidst de sås, var hun ung og relativt uskyldig, med et herligt temperament og en bjergpiges røde kinder bag den kunstfærdige hvide sminke. Nu er hun færdiguddannet; professionel selskabsdame; lejlighedsvis kurtisane.

Komako har en åbenlys svaghed for Shimamura, som på sin side også holder ganske meget af den yngre kvinde, om end ikke mere end at han sagtens kan føle “hudsult” (godt ord!) efter andre kvinder.

I tide og utide kommer Komako buldrende ind på Shimamuras værelse, ofte tordnende beruset i sake, fordi hun har skullet drikke med mændene i selskaber. De to taler hektisk sammen – og forbi hinanden – når de da ikke går i bad sammen og foretager sig andre unævnelige ting på alle tidspunkter af døgnet.

“Snelandet” er en asymmetrisk kærlighedshistorie og vil næppe begejstre hardcore feminister. Her er kvinder til for mændenes skyld – de underholder, de lægger krop til, de knæler ydmygt, de gør alt det fysiske arbejde; og forventer ikke andet.

I årene efter krigen var Japan et patriarkalsk mønstersamfund, hvor mænd som blodigler sugede næring af det såkaldt svage køn. Yasunari Kawabata beskriver lidenskabsløst de ulige kønsrelationer. Og nej, han modtog såvist ikke Nobelprisen for sin medvirken til at fremme kvindesagen.

Lån bogen på biblioteket