Skyggelandet af Taichi Yamada

Hideo Harada er i 47 år gammel og nyskilt. Han bor i en kontorejendom, hvor der om aftenen kun er ham og en anden beboer, en ung kvinde, som Harada observerer i det skjulte. Harada har kun lidt kontakt med sin 19-årige søn, og har heller ingen nære relationer med nogle af sine kollegaer. Han arbejder som manuskriptforfatter og laver primært tv-serier. En aften banker en tidligere arbejdsforbindelse på døren, Mamiya. Han ønsker at invitere Haradas eks-kone ud, og vil i denne anledning sige, at han derfor ikke længere kan arbejde på projekter sammen med Harada. Harada er ensom, fortvivlet med også yderst behersket. Knap så behersket er han efterfølgende, hvor den unge kvinde fra bygningen kommer og banker på hans dør, med ønsket om at de kan tage en drink sammen. Harada smækker næsten døren i for næsen af hende, en meget atypisk væremåde for den ellers så kontrollerede mand, men ensomhed og savn kan som bekendt påvirker mennesker på de mest utrolige måder.

I endnu et anfald af ensomhed og længsel begiver Harada sig ud til sit barndomskvarter. Her møder han to mennesker, der ligner hans afdøde forældre i en overraskende grad. Han bliver inviteret hjem til dem og begynder at opsøge dem med jævne mellemrum. De døde forældre tager altid imod ham med åbne arme.

Når man som vesterlænding lige  har slugt kamelen og accepterer, at i Japan er det åbenbart alle, der kan se spøgelser og således stopper med at studse over, at de døde forældre kan interagere med andre end Harada, genvinder romanen sin styrke som en fortælling om et grundlæggende ensomt menneske, som er nødt til at søge tilbage for at finde en ny vej frem.

Harada har et sted læst, at mennesker bliver voldsomt afkræftede, når de omgås spøgelser, og det er også tilfældet med ham, Alle omkring ham påpeger at han har tabt sig voldsomt, at han har mørke skygger under øjnene og at kinderne er indfaldne. Gang på gang opfordres Harada til at stoppe med at opsøge de døde forældre, og til at se sig selv i spejlet, men Harada selv føler sig friskere end nogensinde før. Skrivearbejdet går forrygende og han har endda inviteret kvinden fra bygningen. Kei, indenfor og indledt et sexuelt forhold til hende.

Skyggelandet er en yderst velskrevet bog. Selvom det er en ganske lille sag i omfang, er billedet at den tilknappede, høflige og forpinte Harada helt klart. Jeg kan som læser sætte mig ind i, hvad isolationen gør ved ham, og føle, hvordan det må være at have en hverdag, hvor man alene interagerer med andre mennesker via skærm og telefon, og hvor selv langvarige arbejdsrelationer ikke bliver nære. Forfædrene, forældrene, er den mest virkelighedsnære menneskelige relation Harada har, og det er tydeligvis usundt for ham – og for alle andre moderne mennesker.
Jeg kan godt lide, at bogen hedder skyggelandet på dansk, for Harada bliver en skygge af sig selv, i kraft af hans holden fast i fortiden frem for at skabe sig nye relationer.

Lån bogen på biblioteket