Navnebror af Erling Jepsen
251
2024
978-87-02-41044-0
1. udgave, 1. oplag
I 2002 fik forfatteren Erling Jepsen et stort folkeligt gennembrud da han udgav den autofiktive roman ”Kunsten at græde i kor”, der også endte med at blive filmatiseret.
Siden har han udgivet en lang række romaner, hvoraf flere af dem ligeledes har været autofiktive.
Forfatterens seneste roman hedder ”Navnebror” og tøv nu en kende – den indeholder sørme også autofiktive elementer.
Fortællingen udspiller sig på Fanø, hvor en stormflod raser og lokalbefolkningen arbejder på højtryk for at sikre diget så øen ikke oversvømmes.
I forbindelse med stormfloden søger fire mennesker i sikkerhed – men mens de sidder der i sikkerhed lærer de hinanden lidt bedre at kende. Der er en ung og charmerende forfatter, der hedder Erling Jepsen og en yngre kvinde, som viser sig at bære på en hemmelighed. Så er der Ingeborg, der er i 70´erne og egentlig havde indlogeret sig på Sønderho Kro, hvor hun sidder og håber på, at det vil storme så meget som muligt. Sidst men ikke mindst er der en fængselsbetjent, der ikke virker helt klar i hovedet. Det bliver ikke ligefrem mindre dramatisk, da endnu en forfatter, der OGSÅ påstår at hedde Erling Jepsen dukker op på Fanø. Hvem er i virkeligheden den rigtige Erling Jepsen og hvorfor skulle man egentlig begynde at udgive sig for at være en anden, som man blot deler navn med?
”Navnebror” er en fortælling om at være sig selv og om de historier mennesket nogle gange finder på for at gøre tilværelsen lettere for sig selv. Det er også en historie om at nok kan man fortælle historier om sig selv, der ikke altid passer men det kommer som regel også altid med en omkostning hvis man ikke er helt ærlig over for sine omgivelser.
”Navnebror” er efter denne anmelders mening ikke Erling Jepsens bedste bog.
Ideen bag bogen er sådan set fin nok. Når bogen alligevel går hen og bliver lidt triviel på den lange bane er det fordi der ikke er noget nyt under solen. Man sidder lidt med fornemmelsen af, at den her historie har jeg set og læst før. Det ændrer dog ikke på, at Erling Jepsen skriver godt og at han har skrevet en udmærket bog – den når bare aldrig rigtigt at hæve sig over gennemsnittet.
Anmelderbog
