Roepolakkerne satte spor af Lise Bostrup
219
2025
9788792000200
Har du nogensinde tænkt over, hvor udtrykket “at leve på polsk” stammer fra?
I Danmarkshistorien findes i perioden 1893-1929 et større kapitel, hvor polsktalende sæsonarbejdere kom til Danmark. Det var især kvinder, som arbejdede i sukkerroemarkerne på Lolland og Falster. Nogle blev i Danmark og levede sammen med danske mænd, ofte uden at blive gift, fordi kvinden som regel var katolik og manden protestant. De levede altså “på polsk”.
Udgivelsen “Roepolakkerne satte spor” synliggør dette stykke Danmarkshistorie i en kalaidoskopisk og farverig samling tekster, der spænder fra noveller, levnedsskildringer og digte til faktuelle historiske afsnit. Det er et kulturmøde, der sætter sig spor helt frem til i dag.
Igennem de forskellige tekster oplever man et Danmark, hvor også den danske landarbejder lever et slidsomt og underbetalt liv, uden nogen rettigheder. De polsktalende sæsonarbejdere blev ofte hvervet af tyske “Aufsehere”, der stod for arbejdernes indlogering og udbetaling af løn. Der var roekasserner med ussel indkvartering, snyd med løn og forsøg på overgreb i nogle tilfælde. Det var et stort slid af arbejde med roerne, fordi alt foregik med håndkraft. Udtynding og lugning skete med kortskaftede hakker, som krævede stærke rygge. En roesæson strakte sig fra april til november. Lønnen var blot 257 kr. for hele sæsonen. Ud over lønnen fik de en liter skummetmælk om dagen og kartofler.
Gamle fotografier beskriver side om side med nye Ai-generede malerier det kulturmøde, der sker mellem polsktalende katolikker og herboende danskere. Scenarier i marken, konflikter og kærlighed. Familie-fotografier, aftryk af opholdsbøger, polske broderier m.fl. En af de fortællinger, der er greb mig mest, er beretningen om Anna Oktoba, der som 14-årig kommer til Danmark for at arbejde og bliver her til sin død i 1992. Det er samtidig skildringen af en god arbejdsgiver, Orupgaard, Nykøbing Falster. Her bliver Annas arbejde respekteret, og det samme gør hendes katolske tro. Historien slutter med et stærkt og smukt sort-hvidt foto af Anna, som gammel kvinde. Trods ældningen kan man stadig se den styrke, hvormed hun har klaret livets hårde arbejde, måske i kraft af sin tro, hun bar med sig hele vejen. Hun sidder i pænt tøj og uldent tørklæde og ser ned på sin kat, som hun aer nænsomt. Det er svært at læse af fotoet, om der trods det heldige lod her i Danmark, kan aflæses en længsel efter de rødder, hun efterlod som ganske ung.
Roepolakkerne sætter spor er skrevet af “Forfattergruppen Os hernedefra” og kan anbefales til både spændende personlig læsning som til undervisning. Den sætter det evige spørgsmål i relief: hvordan behandler vi fremmede og hvordan lever vi sammen med dem? Bente Sonn skriver på s. 166: “Det må tage tid at nå til en forståelse mellem folkeslag af forskellige religioner og endnu længere tid at udligne religiøse forskelle. Det tog seks år, før vi blev enige om, hvor brylluppet skulle stå, og 20 år før min svigermor satte sine ben i en protestantisk kirke, skønt alle parter havde kærligheden med.”
