Pulitzer Prize
0 kommentarer

Olive Kitteridge af Elizabeth Strout

af d. 25. februar 2011
Info
 
Sideantal

375

Udgivet

2010

ISBN

978-87-92439-06-2

Originaltitel

Olive Kitteridge (amerikansk)

 

En kollega anbefalede mig at læse “Olive Kitteridge” af Elizabeth Strout, og det er jeg glad for. “Olive Kitteridge” er nemlig en af den slags bøger, som sniger sig ind under huden på læseren, så man ønsker, den aldrig slutter.

Bogen består af 13 små fortællinger, som alle har Olive Kitteridge som fællespunkt, hvad enten hun er hovedpersonen eller blot nævnes i forbifarten.

Olive er en stor kvinde. Hun er også en kantet personlighed, og hendes skarpe tunge har jaget mange mennesker væk, men jobbet som skolelærer bestrider hun med stor respekt – og lidt frygt – fra eleverne. Hendes mand Henry er nærmest hendes modsætning. Han er en venlig sjæl, der aldrig kommer med et uvenligt ord, og som alle umiddelbart holder af.

Den første historie “Apotek” har netop Henry i hovedrollen, og her fortælles om hans liv på apoteket, og hans betagelse af den unge Denise, der får arbejde her, og siden bliver en ung enke. Mens “En lille bølge” har Olive selv hovedperson, idet vi hører om sønnen Christopher, som ganske uventet har giftet sig med en læge, som Olive ikke kan fordrage.

Vi hører også om parret, hvis søn bliver morder; om enken som opdager, at hendes mand var hende utro; om lidenskaber som forblev skjult, og hadefulde bemærkninger som slap løs. Om de mange små øjeblikke som gør et menneskes liv.

Alle historierne er fulde af almindelige mennesker med fejl og mangler, men Elizabeth Strout beskriver dem med stor varme og følsomhed, og hun formår at gøre dem sympatiske, selv når vi godt kan se, at de ikke opfører sig så heldigt. Således er Olive ikke bare en sur rappenskralde, men også et bange og ensomt menneske, og således er Christopher ikke bare en utaknemmelig søn, men en mand der forsøger at frigøre sig fra barndommens angst.

Samtidig synes jeg også, at det er utroligt berigende at læse en roman om ældre menneskers liv og tanker i en tid, der er så ungdomsfikseret som vores. Jeg blev dybt rørt, da Olive i romanens sidste historie finder frem til en sandhed om sit liv:

“Alt det unge mennesker ikke vidste, tænkte hun, mens hun lå ved siden af denne mand med hans hånd om sin skulder og arm. Åh, alt det unge mennesker ikke vidste. De vidste ikke at klumpede, gamle og rynkede kroppe havde de samme længsler som deres egne unge, faste kroppe, at kærligheden ikke måtte sløses bort, som om det var en kage på et fad med andre kager der ville blive budt rundt igen. Nej, hvis kærligheden bød sig til, så valgte man den, eller man valgte den ikke. Og hvis hendes fad havde været fuldt af Henrys godhed og hun havde fundet det byrdefuldt, havde smuldret den væk krumme for krumme, så var det fordi hun ikke havde vidst det man burde vide: At dag efter dag blev ødslet ubetænksomt væk.”

Elizabeth Strout modtog i den prestigefyldte Pulitzerpris i 2009 for “Olive Kitteridge”, og det er fuldt fortjent.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter