Min kamp II af Karl Ove Knausgård
656
2010
9788711412572
Min kamp bok II - oversat af Sara Koch
1. ebogsudgave
Kan man adskille et værk fra sin kunstner?
Den norske nobelpristager Knut Hamsun skrev bøger i verdensklasse, men faldt pladask for den nazistiske ideologi – skal vi da underkende mesterværket “Sult”?
Uden sammenligning er Hamsuns landsmand Karl Ove Knausgård en gudbenådet forfatter, men et lidet sympatisk menneske. Smålig, egoistisk, uempatisk; hænger skånselsløst familie og venner ud for at fremme sin egen litterære karriere…
Jo mere jeg læser af Knausgård, des mindre bryder jeg mig om ham. Men, men, men – her i Bog II i den kolossale ”Min kamp”-sekstet skriver han som altid som en engel, og så må man jo bare overgive sig. Lige som alverdens andre anmeldere.
”Min kamp” er en hudløst ærlig, monotont detaljeret autobiografi, der udleverer alt og alle i forfatterens bekendtskabskreds. Bog I gjorde, at han i dag ikke kan se meget af sin familie.
I Bog II er det flere af vennerne og hans daværende svenske kone, der står for tur. Langt senere, i 2019, tager Linda Boström Knausgård til genmæle: I virkeligheden var jeg så vred over, hvad han skrev. Som forfatter respekterer jeg hans ret til at bruge sit eget liv som stof, og helt objektivt synes jeg, det var virkelig gode bøger. Men på et personligt plan var jeg virkelig vred over det blik, han havde på mig.
Knausgård har siden delvis fortrudt: Jeg kommer aldrig til å tilgi meg selv for det jeg har utsatt dem for, men det har jeg gjort, det må jeg leve med.
Typisk Knausgård. Ikke et ord til undskyldning. Han græder hele vejen ned i banken…
Forfatteren er flyttet fra sin første kone Tonje til Sverige, hvor han forelsker sig hovedkulds i den begavede, ikke helt ligetil Linda. Det er hende, han elsker, ej landet: Åh, hvor jeg hadede det lille fisseland.
Hvorfor de to narcissister absolut skal have fire børn sammen, fatter ingen. Linda er til tider nærmest suicidal, Knausgård vil bare skrive, skrive, skrive. Jeg ville have mest mulig tid alene, med færrest mulige forstyrrelser.
En stadigt mere frustreret Knausgård må passe børn, lave mad, købe ind, gøre rent – men hævner sig så frydefuldt ved altid at være sur, hadefuld, sarkastisk. Værsgo, opskriften på et næsten Strindbergsk ægteskabsdrama.
Og så undlader vi at gå i detaljer med mandens konstante rygning (i ikke-rygerlandet Sverige) og jævnlige, pinlige kæmpebranderter. Jep, han fortæller det selv, men det fritager ham jo ikke for skyld. Han er pisseirriterende.
