Jonathans rejse af Remee Kristiansen

At vokse op med en far som nedgøre en og får en til at tro at man vitterligt ikke er noget værd, det er hvad denne bog handler om. Men heldigvis handler den også om hvordan man så bygger sig selv op igen, hvordan man kan lære at det ikke er sandt og hvordan man til sidst formår at blive stærk i troen på sig selv og sine egne handlinger. Men det er ikke en nem opgave og havde det ikke været fordi der var nogen der senere så personen, så havde han nok ikke kommet så langt. Heller ikke selvom han selv skulle gøre det meste af arbejdet. Vi følger opvæksten, ungdomslivet, uddannelsen, kærligheden, det at blive far, forholdet der går itu, det at finde sig selv som voksen og ikke mindst det at opsøge hjælp. Det er en sårbar historie og selvom det er hårdt er det rart at få en sådan historie fortalt fra en mands vinkel, da det ikke er mænd der oftest sætter ord på når livet er hårdt. Så det i sig selv er flot klaret. Samtidig er bogen skrevet i en lidt sjov form, nærmest som digte uden det overhovedet er digte. Men de enkle og få linjer i hvert kapitel giver noget kant til en barsk historie og gør den på sin egen måde lidt lettere at læse.

Et anderledes værk og selvom der er enkelte korrekturmæssige fejl, så er det et værk som nok kan ramme mange der får fat i det og som måske selv er vokset op i et usundt psykisk miljø. Det overordnede tema i bogen er at man som menneske er “god nok” – og det er da om ikke andet, noget mange har brug for lige at blive mindet om i ny og næ. At vedkommende så har måtte lære sig selv det er måske netop med til at gøre at man tror lidt mere på den ordlyd, når man ved det kommer fra en der vitterligt ikke troede på det selv.

Anmeldereksemplar.

Lån bogen på biblioteket