Lucca af Jens Christian Grøndahl

”Lucca” af den anerkendte og produktive forfatter Jens Christian Grøndahl er klassisk, dansk romankunst fra øverste hylde. En medrivende historie befolket med rigtige mennesker af kød og blod, affattet i et smukt, letløbende sprog. Bogen blev Grøndahls folkelige gennembrud og skaffede ham De Gyldne Laurbær i 1999. Den dag i dag, et kvart århundrede senere, holder det tidløse værk læseren fanget.

Handlingen fænger straks, selv om den dybest set bevæger sig i skridttempo. Den 32-årige kvinde Lucca, pæredansk trods sit eksotiske navn, brager i spirituspåvirket tilstand ind i en modkørende bil, i den forkerte side af motorvejen, og er heldig med ’kun’ at miste synet. Hun har netop haft et voldsomt opgør med sin skuespilforfattermand Andreas, så det naturlige spørgsmål er, om hun ville begå selvmord?

Under rekonvalescensen på det lille provinshospital behandles den mutte, blinde kvinde af overlægen Robert, der til sin egen overraskelse gribes af Luccas skæbne. Robert er fraskilt, får lejlighedsvis besøg af sin teenagedatter, men har ikke meget andet i sit liv end klassisk musik og et slag tennis i ny og næ. Helingen af Lucca, fysisk og mentalt, bliver et kærkomment projekt.

Bogen består nu af tilbageblik til Lucca og Roberts fortid, især deres respektive affærer. Lucca har haft en række glødende forhold til en skuespiller, en komponist, en berømt og meget ældre instruktør og altså forfatteren Andreas, med hvem hun har sønnen Lauritz; det eneste menneske fra fortiden, hun ønsker besøg af.

Robert fik taget sin mødom af en lidt ældre, jødisk pige, som foruden sin dyd gav ham lidenskaben til klassisk musik. Senere giftede han sig med ungdomskæresten Monica, mor til hans datter, men blev forført af Monicas rebelske søster. Utroskab er i det hele taget et af de gennemgående temaer i Lucca og Roberts liv.

”Lucca” er en både sanselig og reflekterende roman skrevet i en tid, hvor kønsrollerne nok var lidt mere firkantede end i dag. Mænd tog som oftest initiativet, kvinder kunne læne sig tilbage og være smukke, uden at nogen hævede et øjenbryn; hvormed ikke være sagt, at historiens mænd og kvinder ikke også har alle mulige andre nuancer og gråtoner.

Grøndahls sprog er som fornemt kunsthåndværk; omhyggeligt poleret, indtil alle knaster og ujævnheder er væk, og det bare føles lækkert at læse.  ”Harry Wieners ord lød gammeldags og fornemme, som gamle fiskeknive af sølv der ligger i hver deres perfekt afgrænsede rum, svøbt i mosgrønt fløjl.”

Men – til tider bliver det hele også FOR forfinet, for fimset. Hvor beskrivelserne af de klassiske musikstykker er rammende og æteriske, så føles denne oplevelse af en kulttegneserie uengageret og distant: ”… opslugt af at aflæse de små billeder, hvor Tintin og Kaptajn Haddock med en blanding af behændighed, optimisme og skældsord slap ud af den ene knibe efter den anden.”

Jens Christian Grøndahls forfatterskab skal på det varmeste anbefales alle, der holder af at feriere og vegetere herhjemme i gode, gamle Danmark. Det’ så hyggeligt.

lån bogen på biblioteket