17. juni af Alex Schulman

Vidar er lærer. Han er anklaget for vold mod en elev og suspenderet fra sit lærerjob. Han husker kun, at han skilte to elever ad, der var kommet i slagsmål – men har efterfølgende set en optaget video af episoden og billeder af drengens arm – og han kan se, det var voldsomt, men han erindrer ingenting. Det er, som om han fik et blackout – han kan se på videoen, at drengen siger noget til ham og at han græder – han bliver nødt til at finde ud af, hvad den dreng sagde, som vakte så voldsomme følelser. Problemet er, at han har fået forbud mod at opsøge drengen.

I en kasse med ting, hans afdøde far har efterladt ham, er en lille bog med telefonnumre, deriblandt nummer 26217 – nummeret til deres gamle sommerhus. Han prøver at ringe til nummeret – og hans far tager telefonen! Han ringer op til sin barndom og taler med sig selv som dreng – søger i erindringen efter, hvad der egentlig skete den 17. juni 1986. Og langsomt får han hele dagen kortlagt og beskrevet på små sedler – på nær et par timer, som han ikke kan finde ind til.

I nutiden besøger han sin mor på plejehjemmet og prøver at få en dialog i gang – men moren husker ingenting.

Først da han opsøger sin søster Tora, bliver de sidste brikker i puslespillet lagt og en erindring, der var så traumatisk, at Vidar har fortrængt den, dukker op. Den 17. juni 1986 skete der noget, som episoden med drengen på skolen trigger i Vidar erindring.

Ligesom i flere af hans tidligere bøger kredser forfatteren om erindringer fra bardommen og om forholdet mellem mor og søn. Et forhold, der er præget af morens alkoholforbrug og det, at forfatteren/fortælleren ikke har følt sig elsket af sin mor. Der er flere gange sket svigt, og generelt har moren virket ligeglad eller uinteresseret i sønnen.

Alex Schulman skriver godt, man fornemmer at en del af historien er selvoplevet, man genkender fra ‘Overleverne’ huset ved søen, omgivelserne, den anspændte stemning og forældrenes manglende omsorg for børnene – ligesom morens uligevægtige sind og humørsvingninger og hendes store indtag af vin. Stemningen i bogen er intens, dyster og foruroligende – den samme stemning går igen i hans andre bøger. Man fornemmer, hvordan det var at være barnet Vidar – samtidig med at vi følger den voksne Vidar på vej ned i afgrunden, han er ved at miste grebet om sit liv, har det umådelig svært.
Jeg blev opslugt både denne og hans øvrige bøger – det er fortællinger, der bliver siddende i én et godt stykke tid.

Anmelderbog

lån bogen på biblioteket