1 comment

Men så døde mormor af Louise Winther

af d. 11. januar 2021
Info
 
Sideantal

333

Udgivet

2021

ISBN

978-87-93927-85-8

Udgave

1. udgave

 

Louise får gennem sit arbejde tilbudt samtaler med en erhvervspsykolog. Psykologen hedder Joan, og ved den første samtale opfordrer Joan Louise til at fortælle om det, der gnaver mest – uden skelen til om det hører til privat- eller arbejdslivet.

Og så vælter det ud af Louise, ord blandet med et væld af tårer – ‘så fortæller jeg Joan om død og død og død og kærestesorg’. Hendes elskede mormor er lige død og kæresten har forladt hende.

Flere samtaler følger, og danner rammen om Louises erindringer, ind imellem med Joans små kommentarer og analyser, som hjælper Louise med at forstå, hvad der skete, når hun som barn følte sig forkert og fyldt med skam og skyld.

Susanne – som senere ændrede navn til Louise – voksede op i en helt almindelig familie med far, mor og to børn, hvor Susanne er den ældste. Allerede tidligt trak hun sig, fordi hendes lillesøster var meget krævende og tog meget af forældrenes tid. Henkastede bemærkninger fra moren sætter sig i Susanne som skyld og en følelse af at være forkert. Hun bliver mobbet i skolen, men taler ikke med nogen om det. Hun udvikler en spiseforstyrrelse, bliver meget optaget af mad og overtager madlavningen i familien – men selv spiser hun så lidt som muligt. Ingen i familien bemærker, at hun taber sig.

Hos mormor føler hun sig både set og værdsat – de to har et helt særligt forhold.

Bogen rørte mig, fordi jeg kunne genkende en hel del fra min egen opvækst. Forfatteren og jeg er næsten jævnaldrende, og jeg tror, det er et meget tidstypisk billede med forældre, der ikke viste særligt mange følelser over for deres børn – kærlige ord, knus og kram var ikke hverdagskost i 60’erne. Følelser talte man ikke om – hvis noget var svært, var det bedst bare at glemme det og komme videre. Jeg tror, at mange, der er vokset op i den tid, kan genkende sig selv i Susanne. Det var en anden tid, og forældrene agerede som de selv havde lært det. Terapeuten kalder familien ‘dysfunktionel’ – ja, måske nok med nutidens øjne, men jeg tror ikke familien var anderledes end de fleste.

I den følsomme pige Susanne/Louise skaber det et mønster i forhold til, hvordan hun senere agerer i forhold til mænd – hun finder sig i alt for meget af frygt for at blive forladt. Gennem terapien finder hun ud af, hvad det er, der sker i hende, og hun får redskaber og mod til at sige fra.

Omslaget er dekoreret med stoffet fra mormors fineste forklæde med stedmoderblomsterne, som kun blev brugt ved særligt festlige lejligheder. Forklædet, forbundet med gode minder, arver Louise, da mormor dør.

 

Anmeldereksemplar

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter