0 kommentarer

Fremtidsspejl af Svend Åge Madsen

af d. 12. januar 2021
Info
 
Sideantal

276

Udgivet

2020

ISBN

978-87-02-30420-6

Originaltitel

Fremtidsspejl

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

Svend Åge Madsen er ikke en Hr.-hvem-som-helst i dansk litteratur. Han har et omfattende og rost forfatterskab bag sig, han har modtaget Det Danske Akademis store pris i 1972 og har siden 2005 været medlem af Det Danske Akademi.

Alle disse ting til trods må jeg med skam indrømme, at ”Fremtidsspejl” er den første bog jeg har læst af netop denne forfatter, dog er jeg sikker på, at det ikke er den sidste fordi jeg med al tydelighed kan se, at jeg har med en fremragende forfatter at gøre.

Handlingen kort fortalt.

Sverre Jun er bogens mandlige hovedperson. Han er kronofysiker og en mand, der har forelsket sig i to kvinder på samme tid. To meget forskellige kvinder: Juanna, der sælger billetter i biografen og Irene, der er bagerjomfru. Den ene kvinde er lyshåret og har en flagrende personlighed, den anden er mørkhåret og har en blid personlighed.

Hvordan vælger en klog mand mellem disse to kvinder? Og hvad gør Sverre Jun?

I stedet for at sove på det, mærke efter hvad han føler, så går Sverre Jun mere klinisk og metodisk til værks for at vælge hvilken kvinde han skal satse på. Han er ikke kronofysiker for ingenting, så han opfinder da en metode, der lige som en vejrudsigt kan forudsige, hvordan fremtiden vil blive med hver af de to kvinder. Baseret på dette resultat vil han så vælge sin livsledsagerske. Lyder det som noget, der er lidt langt ude i skoven? Ikke for Sverre Jun, han synes metoden virker uhyre logisk og velovervejet.

På den korte bane kan man sige, at dette er en roman om at vælge den rigtige livsledsager og om forsøget på ikke at lave bommerter i dette valg. Det er dog også en roman, der overordnet handler om kærlighed, kærlighedens valg og fravalg, om teknologi og om begær i det 21. århundrede.

”Fremtidsspejl” er en underfundig og læseværdig roman, der hensætter læseren i en eftertænksom sindstilstand.

Der er tale om en velskrevet og eftertænksom bog, hvor historien serveres på en overbevisende måde.
Der er faktisk kun en enkelt ting, der generer mig ved denne bog – og det er i virkeligheden nok noget, der sorterer ind under en detalje i det samlede billede. I flere afsnit/kapitler er det første ord skrevet med lille, altså der er ikke anvendt et stort bogstav i starten af ordet. Det er en detalje, det kan vi godt blive enige om, men det er dog en detalje, der var irriterende.

Alt i alt en rigtig fin læseoplevelse.

Anmeldereksemplar

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter