Luk øjnene af John Verdon

David Gurney er ligesom i “Tænk på et tal” hovedpersonen i “Luk øjnene”. Man kan ikke undgå at få lidt ondt af manden: Han lever et kedsommeligt liv på landet med Madeleine, der åbenlyst ikke kan acceptere, at han ikke kan stilles tilfreds med aktiviteter som at luge aspargesbedet eller reparere hendes cykel som det vigtigste indhold i tilværelsen. Hun vender ham ryggen og han får dårlig samvittighed, men kan samtidig ikke lade være med at involvere sig i en mystisk sag, han bliver bedt om at undersøge: En ung kvinde er brutalt blevet myrdet, halshugget, på sin bryllupsdag. Alle spor peger på, at den mexicanske gartner Flores er morderen – han er imidlertid som sunket i jorden, fodsporene stopper midt i skoven hvor mordvåbnet ligger halvt begravet – og politiet er ikke kommet nogle vegne i sagen. Hele brylluppet er optaget på video – og der er således god dokumentation for, hvem der befandt sig hvor på gerningstidspunktet. Men Gurney finder noget, der ikke stemmer.

Gurney underviser politifolk i “Bedragets kunst” – i teknikker til at få succes som undercover-betjent. De bedste metoder til at få andre til at tro på ens historie: “det handler nemlig om at få objektet til at ‘opdage’ det om dig, du vil have ham til at tro”. “De historier, folk fortæller dig om sig selv, lader til at have en indbygget risiko for at være usande. Mens det, du selv opdager om dem, lader til at være sandheden”.

Det er smart tænkt at få de teorier, der skal vise sig at komme Gurney til gode i opklaringen, ind i historien ved at referere fra undervisningen. For det viser sig, at morderen har været en sand mester i Bedragets kunst.

Det er en temmelig voldelig historie, om halshuggede unge kvinder, sexmisbrug og magt. Der er masser af action, suppleret med scener fra ægteskabet – David og Madeleine har vidt forskellige ønsker til tilværelsen, og det er ikke nemt at forene. Også i denne bog har det psykologiske spil en stor rolle – fint suppleret med kurserne i, hvordan man kan bedrage folk til at tro på det, man gerne vil have dem til at tro. “Fodsporene, der stopper brat” var også en effekt der blev anvendt i “Tænk på et tal” – det virker lidt nemt og ikke helt troværdigt at genbruge. Opbygningen er også den samme – korte kapitler med morderens tanker i kursiv supplerer handlingen. En OK krimi, men i mine øjne ikke helt på højde med “Tænk på et tal”. Som det for øvrigt er en fordel – men ikke en nødvendighed – at have læst først, da der flere steder refereres til Mellery-sagen.

Lån bogen på Bibliotek.dk