Lille frø af Jakob Martin Strid
29
2005
87-02-03812-9, 978-87-02-03812-5
“Lille Frø” af Jakob Martin Strid er en helt igennem fantastisk bog. Der er så meget at grine af – både handling og billeder – at det næsten er for meget. Humoren er – som sædvanligt – i højsædet, hvilket jo også kendetegner J. M. Strid, og tegningerne er virkelig finurlige.
Bogen handler om en dag, hvor et meteor kommer flyvende over København og braser ned gennem taget til en frø-familie på femte sal. Inde i meteoret finder de en lille frø, som de tager til sig og navngiver ‘Lille Frø’. I starten går det fint nok, men der er et lille problem med frøen: den er noget så slem!
“Og så kom de til skolepsykolog, hvor de skulle tale om, hvorfor Lille Frø gjorde sådan noget.
– Se, det er utrolig vigtigt, at vi får lavet en handlingsplan, sagde skolepsykologen.
– Nu vil jeg ringe til en særlig frø-ekspert.
Men han nåede ikke at ringe, for Lille Frø klippede telefon-ledningen over. Så satte den ild til skolepsykologens hår og tissede i hans taske, og så var det møde slut.”
Resten af historien handler om Lille Frø, der stikker af, efter at have været alt for slem, hvorefter han kommer til det højeste bjerg i verden, men stadig er slem. Derefter triller han alene ned ad bjerget og lander i den kolde, dybe sne. Men der er nogen, der finder ham, og det hele ender godt alligevel.
Jeg må så sandelig sige, at “Lille Frø” er et godt grin; flere gode grin. Den handler om, hvordan man kan acceptere folk (eller frøer) på trods af deres fejl og mangler, og om hvordan man næsten altid kan vende skidt til godt i enden.
