Korshøjen af Lars Bukdahl

Navnet Lars Bukdahl forbinder de fleste sikkert med Weekendavisens mangeårige litteraturanmelder. De af os, der holder af Jan Sonnergaards forfatterskab husker måske også Lars Bukdahl for, at have et permanent horn i siden på Jan Sonnegaard og de fleste af dennes bøger.

Lars Bukdahl er dog – udover at være litteraturanmelder – en særdeles produktiv herre, der bl.a. har undervist på Forfatterskolen og selv har skrevet indtil flere bøger.

Tidligere i 2018 udkom seneste bog fra Bukdahl, der har fået titlen “OrissaBiblioteket”.

Denne anmelder var nødsaget til at google hvad OrissaBiblioteket er for en størrelse – og på den velsigende Fjæsbog fandt jeg ud af, at ”Orissa” er navnet på en bog af den svenske forfatter Ola Julén. Forlaget Kronstork har valgt at udgive 4 bøger, der på hver deres måde hylder bogen ”Orissa” – og denne bog af Lars Bukdahl er en af disse fire bøger.

Nu har jeg ikke selv læst ”Orissa”, så jeg kan ikke udtale mig om hvorvidt Lars Bukdahls bog er en passende hyldestbog til “Orissa”.

Jeg kan til gengæld udtale mig om hvad jeg synes om Lars Bukdahls bog.
”OrissaBiblioteket” består af en længere serie af prosadigte om forfatterens far, der var teologen Jørgen K. Bukdahl.

Man fornemmer af digtene, at faderen døde da Lars Bukdahl var 11 år. Det er med andre ord en del år siden, at faderen døde og man fornemmer, at Lars Bukdahl ikke rigtigt kendte sin far som menneske. Teksterne handler om dette menneske, der nok var hans far, men samtidigt også var en fremmed og en person, som han har vanskeligt ved at huske noget om.

Digtene handler om at savne sin far – eller en faderfigur. Man kan sige, at det er en ærlig bog om de tanker forfatteren gør sig om sin far, – men det er samtidigt også en ALT for følelsesbelagt bog, der ender med at blive en kende for patetisk for denne anmelders smag. Det er ganske enkelt for meget af det gode, at man tæskes gennem hele følelsesregistret og er vidne til noget, der visse steder minder om selvmedlidenhed hos en voksen mand.

Bogen er heldigvis hurtigt læst, der er nemlig kun tekst på hver anden side (altid bogens højresider) og digtene er temmelig korte og sprogligt ukomplicerede at læse.

Desværre fangede digtene aldrig rigtig min interesse eller sympati, jeg synes de var for meget af det gode og så kunne jeg ikke holde ud at læse om en voksen mand, der mentalt set trasker rundt i fortiden.

Jeg lander på 2 stjerner for ”OrissaBiblioteket” – det var nok en rum tid inden jeg kaster mig over andre bøger af Bukdahl igen.

Lån bogen på Bibliotek.dk