0 kommentarer

En højere retfærdighed af Hjort og Rosenfeldt

af d. 24. november 2018
Info
 
Sideantal

427

Udgivet

2018

ISBN

978-87-400-4439-3

Originaltitel

En högre rättvisa
oversætter: Lotte Kirkeby Hansen

Udgave

1.

 

Der er gået lang tid mellem den 5. bog i Sebastian Bergman-serien – ’De uegnede’ – til denne 6. bog. Som det er set før i denne serie,  stoppede også bog nr. 5 på et vildt spændende sted  – og så er det længe at vente 3 år på fortsættelsen. Men nu er den her, og det afsløres, hvad der er sket siden sidst, hvor bogen sluttede med, at Billy begik en meget alvorlig forbrydelse.

Rejseholdet samles igen, da der skal bruges hjælp til at opklare en serie voldtægter, hvor ofrene bedøves med en indsprøjtning og får en sæk over hovedet. Ingen af dem har set deres overfaldsmand, men politiet har sækken, sprøjten og DNA fra forbryderen. Det viser sig, at ofrene har kendt hinanden, men de har en grund til at skjule dette faktum, da de også selv har noget på samvittigheden – noget, der skete for mange år siden.

Ud over at følge med i Sebastians forsøg på at være i nærheden af Vanja, og Vanjas totale afvisning af ham, er Billy en af hovedpersonerne i denne bog. Billy, som er gift med My og forsøger at leve et ’normalt’ liv med kone, sommerhus og hvad My ellers mener hører sig til – men han tænder på noget helt andet end den pæne pige, han er gift med. Og han lever livet farligt.

Torkel har fundet lykken med Liselotte, og Ursula nærmer sig sin datter Bella, som hun ikke har et særlig tæt forhold til. Og hun forsøger sig med dating – men det er ikke så nemt.

Bogen er efter min mening ikke helt så spændende som de foregående. Jeg kan egentlig rigtig godt lide at følge en serie, og se personerne udvikle sig. Her synes jeg, Vanjas og Sebastians forhold står lidt i stampe, Sebastian vil stadig gøre alt for at være i hendes nærhed, og Vanja er lige hård, kold og afvisende – dog sker der sidst i bogen noget dramatisk, som kan få store konsekvenser for de to. Billy er blevet en vigtig person – hvor lang tid vil der går før han bliver afsløret? Også denne bog slutter dramatisk – og man må nok engang vente i spænding på den næste bog i Sebastian Bergman-serien.

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter