Inés, min sjæls veninde af Isabel Allende

Man bliver trukket med tilbage til inkatidens fald med Isabel Allendes flotte roman om den selvstændige kvinde Inés Suarés. Hun vokser op under trange kår i Spanien, hvor hun lever af sine hænder; ved madlavning og syning. Her forelsker hun sig også lidenskabeligt i Juan, der efter flere år gifter sig med hende. Ægteskabet bliver dog ikke lykkeligt, Inés må finde sig i Juans ustabile adfærd, til han en dag stikker af mod den nye verden – Sydamerika.

Havde Inés nu været som de fleste andre spanske kvinder havde hun nok fundet sig til rette som “enke til den nye verden”, men hun har en eventyrers hjerte. Hun finder sig ikke i at blive efterladt, hun stævner ud på havet, mod den nye verden og et liv, hvor der ikke bliver tid til at kede sig.

Parallelt med Inés’ skæbne følges også Pedro de Valdivias. Som hende rejser han ud i verden, ikke kun for at opdage, men for at skabe sig et navn, der er værd at huske. De to mødes, og deres skæbner flettes sammen – i 10 år er de uadskillelige. Fredeligt bliver deres bekendtskab ikke; de kommer til at leve sammen i en verden af vold; vold, der mere eller mindre bliver en del af hverdagen, samt den konstante fare for angribende indfødte. For glade for spaniolerne kan man ikke kalde de indfødte, med god grund.

Beretningen er rigtig flot og autentisk. Personerne er virkelige, og Allende har virkelig skrevet en hyggelig og behagelig bog, trods al den vold hun beretter om. Dog kan bogen til tider være en smule forvirrende. Ikke meget, men en gang imellem stemmer oplysningerne ikke helt over ens. Dette skyldes bogens form, erindringsformen, der nogen gange lader begivenhederne gå forud for den kronologiske handling. Men læses bogen til ende, får man svar på alle de små forvirringselementer.

Lån bogen på biblioteket