Indigo af Vita Andersen

”Man kan ikke skaffe sig af med en ulykkelig barndom. Den bliver ved med at være der. Ved at skrive om den troede jeg, såret ville heles. Mens jeg skriver om min mor, ser jeg hende tydeligt, hendes krop, hendes hår, men hun er altid ansgitsløs.” (fra bogens bagside).

”Indigo” er på forsiden beskrevet som ”roman om en barndom”. Hvorfor bogen er udgivet som en roman og ikke erindringer, når den handler om forfatterens egen barndom skal jeg ikke kunne sige, men jeg kan sige, at det er en forbandet god og velskrevet bog.

Vita Andersen vokser op i 1940´ernes Danmark. Hun er født i Borgergade, der dengang var en fattigmandsgade, et rabarberkvarter, et sted det er pinligt at komme fra. Hendes far skred da hun var lille og hun vokser derfor op med sin mor, der mildest talt er psykisk ustabil og dertil ondskabsfuld og voldelig. Senere kommer en lillebror til.

Vita Andersen anbringes som lille på forskellige børnehjem og plejefamilier fordi systemet er bange for, at moderen vil slå sin egen datter ihjel eller på andre måder skade hende. Sandt er det i hvert fald, at Vita Andersen mistrives i stor stil hjemme hos sin mor, hvor skældsord, lussinger og psykisk vold er hverdag, hertil kommer voksenopgaver der lægges over på barnet og skyldfølelser over at være til stede. Hendes lillebror behandles lige så elendigt.

Det bliver ikke nemmere i plejefamilierne eller på børnehjem. Vita og de andre børn på børnehjemmet er meget overladt til sig selv, får ikke bad ofte nok, lukkes inde i en kælder når de græder, og får lov at blive der selv når de skriger i angst og afmagt og kradser på væggene, får lussinger og endefulde som led i opdragelsen.

”Indigo” er en bog om Vita Andersens barndom og opvækst hos den ustabile og voldelige mor og tiden på børnehjem og i plejefamilier.

Bogen er helt fantastisk godt skrevet og meget overbevisende i beskrivelserne af en barndom, der er udgået fra helvede. Det er samtidigt også en bog, der er meget ubehagelig at læse, en bog der efterlader læseren tom for ord – for hvordan i alverden kan man dog overlade børn til sådan en skæbne? Der er ikke noget velfærdssamfund over Vita Andersens barndom, det er oprigtigt talt en svinsk behandling som både hendes familie og det såkaldte velfærdssamfund skal skamme sig grundigt over at have udsat hende og andre børn for.

”Indigo” er en rystende god bog i al sin grumhed og jeg tror faktisk, at dette nok er den bedste bog jeg har læst i år, og i hvert fald den bedste bog om en barndom jeg har læst meget længe. Forbandet god og velskrevet bog, som kun kan anbefales på det varmeste.

Lån bogen på Bibliotek.dk