144
2025
9788775881321
Mahar le lionceau ou l'enfance perdue des jeunes soldats de Daech (2024)
Oversætter Lisa Kristensen Villeneuve
1 udgave
Den kun 10 år gamle Mahar, er blivet kidnappet af Islamisk Stat fra sit hjem i irakisk Kurdistan. Han er en del af yazidierne, som ISIS betragter som vantro der skal udbrydes. ISIS sorterer folk som kvæg, mænd bliver skudt, kvinder og småpiger ender som slaver og drengene bliver brugt som børnesoldater, løveunger som de bliver kaldt. I tre år lever Mahar i hjertet af kalifatet. Han bliver udsat for indoktrinering på koranskoler, vold i træningslejre for børnesoldater og krigens helvede. Som 12-årig kæmper han ved Deir ez-Zor og i Mosul i Irak, og han ender også med at melde sig som frivillig til et selvmordsangreb.
Løveungen Mahar er barsk læsning, og man kan ikke undgå at blive stærkt påvirket af den. Det er ikke fiktion, men en sand historie der bygger på en sjælden, nøgtern og værdifuld vidnesbyrd, indsamlet af den Emmy-vindende journalist og dokumentarist Anne Poiret og illustreret af Lars Horneman. Den ufattelige kynisme og vold som ISIS udfolder for at nå deres mål er svær at beskrive med ord, men her sørger Lars Hornemans tegninger for at intet bliver nedtonet. Det er en, trods al sin gru, utrolig flot bog. En bog vi alle kan lære meget af, og jeg tror at ved at bruge den grafiske novelle som udtryksform, er det muligt at komme ud til en bredere gruppe. Det er en bog jeg fint kunne forestille mig som undervisningsmateriale i folkeskolens ældste klasser.
Bagerst i bogen beskriver Anne Poiret kort om tilblivelsen, samt hvad der efterfølgende er sket for Mahar. Hvis man vil vide mere er der til slut link til AFTER WAR, siden er fransk men kan indstilles til en engelsksproget version.
Anne Poiret (1976) er fransk journalist, forfatter og dokumentarfilmskaber. Hun har vundet adskillige priser og hædersbevisninger, herunder Albert Londres-prisen i 2007, for Muttur: un crime contre l’humanitaire (Muttur: en forbrydelse mod menneskeheden). I 2022 vandt hun en Emmy for bedste dokumentarfilm for Enfants de Daech, les damnés de la guerre (Børn af ISIS, krigens fordømte).
Hendes film kaster lys over de gråzoner, der opstår efter krige, samt de menneskelige og politiske konsekvenser af væbnede konflikter og FN’s og NGO’ers rolle, og sætter spørgsmålstegn ved offentlige myndigheders og internationale virksomheders handlinger. Hun har for nylig grundlagt produktionsselskabet AFTER WAR.
Lars Horneman (1966) er tegneserietegner og illustrator. Han har lavet tegneserier siden 1993 og er blandt andet kendt for serien om Frida og ikke mindst trilogien bestående af de tre samfundskritiske tegneserier “Zenobia”, “Ivalu” og “Liv”, som er blevet til sammen med Morten Dürr. ”Zenobia” er efterfølgende oversat til 18 sprog, og har modtaget et væld af priser heriblandt Kulturministeriets illustratorpris i 2016 og Pingprisen for Årets bedste Børne- og Ungdomstegneserie samme år. Derudover har han illustreret adskillige børne- og lærebøger. Lars Horneman har undervist børn i forskellige aldersgrupper i tegneserietegning på Københavns Billedskole i mange år, og afholdt workshops på skoler rundt om i landet.
Boganmeldelse en er et anmeldereksemplar tilsendt af forlaget Cobolt, hvilket dog ikke har påvirket min bedømmelse af bogen

