0 kommentarer

Hvileløs – Wittenbergjournalerne af Ditte Maja Noach

af d. 30. november 2021
Info
 
Sideantal

241

Udgivet

2021

ISBN

9788770858694

Udgave

1. udgave - Illustreret af John Kenn Mortensen

 

Ditte Maja Noach begejstrede mig i den grad med sin debut, Det rådne, der var litterær horror på højt plan. Flere af historierne sidder stadig i mig.

I Hvileløs teamer hun igen op med John Kenn Mortensen, der sammen med Noach har fået ideen til bogen, og han har ligeledes illustreret værket. Det er først og fremmest rent fysisk en smuk og interessant bog, hvor der er kræset om detaljerne: Udformet som en dagbog med fastgjort bogmærke og elastik, samt rundede hjørner. Man får lyst til at læse den, uden at kende indholdet.

Historien er selvfølgelig også en slags dagbog, fortalt af Gertrud Wittenberg, selvom hun sikkert selv ville foretrække udtrykket journal om en videnskabelig forskning. Der findes endog en kildeliste. Frøken Wittenberg bliver hun kaldt af den mystiske Shylock, der opfordrer hende til at besøge forskellige hjemsøgte huse. Han forbliver uset, mens hun som oftest overnatter i de kolde forladte huse i sine forsøg på at få kontakt med ånderne. Ikke nødvendigvis for at hjælpe, som en anden fru Drusse, mere for at dokumentere til en senere afhandling.

Hun er en herlig figur der må have en snert autisme muligvis blandet med andre diagnoser. Det må flere personer sande i deres møder med den paranormale forsker. Bl.a. en lille dreng der får læst sagsakterne højt om den sidste sag, der sikkert påfører ham et lignende traume.

Hun bor i Næstved sammen med sit hamster Nina Hagen, som hun har et lige så anstrengt forhold til, som til sine underboer.

Længe kunne jeg ikke rigtig finde ud af, hvor historien ville have mig hen, eller hvad den skulle sige mig. Besøgene i de forskellige hjem var ikke videre uhyggelige, måske har jeg set og læst for meget horror. Men alligevel begynder den at æde sig ind i bevidstheden, man aner en baggrundshistorie, der langsom folder sig ud, og jeg begyndte mere og mere at opfange kulden og tristessen i det hjemsøgte boliger. Det er også godt hjulpet på vej af John Kenn Mortensens illustrationer. Det er ikke i hans velkendte stil, men alligevel i flotte detaljerede stillbilleder fra værelser, køkkener og stuer. Uden mennesker eller liv, står de uhyggeligt frem som dokumentationen for forladtheden. Det var som at træde ind i sin egen barndoms hjem, ja selv skolekøkkenet ligner på en prik, og de fleste huse ligner noget i mit nabolag, så på den måde står de som noget af det mest uhyggelige i bogen.

Noach skriver, ligesom i Det rådne, rigtig godt, stadig krydret med lidt småirriterende fremmedord. Men hun skriver i en vedkommende stil, der får en helt ind under huden på Gertrud.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at en filminstruktør kunne forvandle bogen til en virkelig grum gyser, hvor man ville få flere jumpscares. Det har sikkert ikke været forfatterens mening med bogen, uhyggen kryber her langsomt frem, ligesom kulden.

Af en eller anden grund vil jeg sikkert altid huske historien for den gule regnfrakke!

Anmeldereksemplar.

Lån bogen på Bibliotek.dk

 

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter