0 kommentarer

Alt eller intet – Mine år i Formel 1 af Kevin Magnussen og Ulrik Jönsson

af d. 30. november 2021
Info
 
Sideantal

286

Udgivet

2021

ISBN

9788711998106

Udgave

1. udgave - Fotos af bl.a. Peter Nygaard

 

Lige siden 80’erne, hvor Alain Prost og Ayrton Senna duellerede om verdensmesterskabet, har jeg været interesseret i Formel 1. Det var legendariske Claus Borre og den nærmest altvidende Peter Nygaard der kommenterede på TV. Der har været mange spændende sæsoner, men også mange kedelige, især når VM var afgjort længe inden sidste løb.

Men de bedste sæsoner har nu altid været dem, hvor der har været danskere med. Især da Jan Magnussen kørte for Stewart Ford, men højdepunktet var nu sønnen Kevin Magnussens syv sæsoner, og det er dem han beretter om i Alt eller intet.

Han fortæller sin historie til journalist og motorsportekspert Ulrik Jönsson, og det gør han ærligt og spændende. Bogen starter med den vanvittige debut i Australien, hvor Magnussen ender på en 3. plads, der senere bliver til en 2. plads. Vi var alle ellevilde og så en stor sæson foran os, men sådan skulle det ikke gå. Det gik desværre mere og mere ned af bakke, og forklaringen får vi selvfølgelig. McLaren var i krise, Ron Dennis var på vej ud og året efter blev Magnussen udskiftet med Alonso, det var det værst tænkelige tidspunkt, at Magnussen var endt hos McLaren.

Desværre er det noget der præger hele hans Formel 1 karriere: Magtkampe hos Mclarens bestyrelse, en ledelse hos Renault han aldrig rigtig brød sig om, underudviklede biler og et Haas team der løb tør for penge.

Men hele tiden har han troet på det endelige mål, at blive verdensmester, og det er den tro der flytter bjerge og en indstilling man simpelthen skal have i sporten. Det har forskellige investorer mærket, bl.a. Karsten Ree og Bestseller ejeren Anders Holch Povlsen, hvor sidstnævnte har investeret et trecifret millionbeløb i hans karriere. For Formel 1 er også en ret frustrerende sport når det kommer til de 20 sæder i bilerne. Først og fremmest skal man have talent, men man skal altså også have en ordentlig pose penge med, og derfor er det en sej kamp for at få et sæde.

En hændelse jeg ikke vil glemme fra bogen er det tidspunkt i hans karriere, hvor han har så få penge, at han må låne kærestens kreditkort for at komme til en test, og hun var på SU!!

Det er en fremragende bog og et must for enhver fan af Formel 1. Det har været utrolig interessant at få alt den baggrundsviden vi har manglet for de forskellige resultater og valg, og alle historierne er her: den usædvanlige og til tider barske opvækst, forholdet til sin far, twisten med manager Dorte Riis Madsen, det geniale svar til Nico Hulkenberg og rigtig meget andet. Det er som et langt og informativt DVD ekstramateriale til hele karrieren. Tak for bogen, tak for al den spænding du har tilført Formel 1 og gid du må få et sæde i IndyCar!!

Anmeldereksemplar.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter